LandboNords kreds 2 har netop uddelt prisen for godt landmandskab 2010 til Betinna og Torben Farum, ”Røllen” og ”Holmegård”, Røllenvej 28, Syvsten, 9300 Sæby, som anerkendelse for et solidt landmandsarbejde.
I sin motivering for pristildelingen sagde kredsformand Frode Thule Jensen bl.a.:
”I overtog Holmegård i august 2001, og selvom det er Betinnas fødehjem var det ikke nødvendigvis førstevalg. I havde været ude og se på andre ejendomme. Men I valgte så at købe Holmegård, som på daværende tidspunkt havde en besætning på 15 søer og 40 køer. Og virkelysten var meget stor - i løbet af de første 2 år byggede I ny stald til 850 søer med salg af smågrise. Selv i dag er det det en af de større ejendomme, men den gang var det noget usædvanligt. Siden hen er besætningen udvidet til 1200 søer.
I en tid hvor eksporten af smågrise til Tyskland er stor og stigende, har I bevidst valgt denne løsning fra. Begrundelsen for dette er en overbevisning om, at landbruget som erhverv er nødt til at fastholde arbejdspladser i Danmark, hvis man vil have forståelse for vores erhverv. I har valgt at være meget åbne om jeres landbrug og var således vært ved Åbent Landbrug i september 2005. Torben var også meget involveret i aktiviteten ”Landmand 1. Dag” på Try Landbrugsskole.
Denne åbenhed gælder også over for de ansatte, hvor I tror, der er en sammenhæng mellem de ansattes engagement og deres viden om bedriften og vilkårene for landbruget.
Betinna har igennem alle årene valgt at have sit eget arbejdsliv uden for bedriften. De grønne spejdere har jeres store interesse, ikke mindst dig Betinna, og du skulle efter sigende kunne fremvise en års- stjerne på mere end 20 års spejdervirke. Denne interesse har I også har givet videre til jeres 3 børn.
Torben, du har fra en ung alder engageret dig i landbrugets organisationer. Både LVK og Danish Crown har gennem flere år nydt godt af din arbejdsindsats.
Også Betinna har taget sig tid til det frivillige arbejde: Ud over det allerede nævnte med spejder, sad Betinna i skolebestyrelsen for Volstrup skole”.
Prisen består af en bronzeskulptur ”Spiren”, som er en model af en større bronzefigur, opstillet udenfor LandboNords rådgivningscenter i Brønderslev og udført af kunstneren Flemming Holm, Hjørring.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kredsformand Frode Thule Jensen, tlf. 9895 1994, mobil 4097 2768.
Brønderslev, den 19. februar 2010
Se også Dyrlægernes Vandrepokal 2010