Log på Forside
Kurser

Se en oversigt over kommende kurser i LandboNord regi.

Læs mere

Ansættelseskontrakt

Lovkrav om ansættel-seskontrakter til ALLE ansatte der arbejder mere end 8 t. om ugen.
Læs mere

God ledelse kræver også hårdt arbejde 

Af Svinerådgiver og HR-konsulent Merete Lehmann Andersen, og HR-konsulent Ann Langballe Madsen, PBJ Consult A/S.

Kun halvdelen af lederne i danske virksomheder og organisationer synes selv at de er i stand til at lede deres personale på en tilfredsstillende måde. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen på baggrund af en ny undersøgelse hvor mere end 1300 ledere i den offentlige og private sektor er blevet spurgt om deres erfaringer med personaleledelse. Sådan en konklusion giver stof til eftertanke, for når det ser sådan ud i andre erhverv, så er det højst sandsynlig også gældende i landbruget. Strukturudviklingen indenfor især svineproduktion synliggør behovet for ledelse, fordi der bliver flere og flere ansatte på hver enkelt bedrift. Problemerne kan så opstå fordi landmænd, ligesom mange andre, er uddannet med stor fokus på fagligheden og knapt så meget fokus på ledelse som en del af hverdagen for landmanden.

Nyt ledelsesprojekt
I samarbejde med HR-konsulent Ann Langballe Madsen fra PBJ Consult A/S har vi i LandboNord SvineRådgivning valgt at tage denne udfordring op. Rådgivningssamarbejdet, som har kørt siden foråret, startede allerede mens Ann Langballe Madsen tidligere var ansat som coach hos LandboNord.

Vores rådgivning er baseret på at forbedre kommunikationen på bedriften ved ledelses- og personaleudvikling gennem både personlige tests og analyser og samtaler med hver enkelt medarbejder på bedriften.

Vores ønske er

  • at gøre landmanden til en attraktiv arbejdsgiver som er i stand til at fastholde de rigtige medarbejdere gennem en optimal medarbejderpleje-/forståelse.
  • at klæde landmanden på til at opnå en forståelse for sine egne lederegenskaber og dermed opnå konstruktive ledelsesmåder i forskellige situationer.
  • at landmanden opnår indsigt i hvilke egenskaber hans medarbejdere har
  • at give landmanden en sparring på den organisatoriske, ledelsesmæssige og faglige struktur på bedriften.

Projektet bliver indledt med individuelle samtaler med lederen og de ansatte, og hvor vi får en opfattelse af hvordan kommunikation om de dagligdags gøremål såsom, arbejdsfordeling, arbejdstider, ferier, pauser og sygdom fungerer. Hvis denne kommunikation ikke fungerer tilfredsstillende, bliver arbejdet som regel heller ikke udført med den optimale effektivitet. Der går kort sagt for meget tid med snak i krogene, og for lidt tid med at få opgaverne løst. En del landmænd har opfattelsen af at når de holder daglig eller ugentlig kaffepause med folkene, så får de snakket alle problemerne igennem. Sådan forholder det sig oftest ikke. Mange medarbejdere vil have svært ved at sige deres mening til chefen når der er andre tilstede, og chefen vil som regel altid være den sidste til at høre om problemerne. Samtaler med hver enkelt medarbejder er derfor utrolig vigtige, for at komme til bunds i samarbejdet.

Både leder og medarbejdere får herefter udarbejdet en personprofil som sammenholdt giver et billede af teamet på bedriften. Man får et værktøj der viser hvor teamet er stærkt og hvor skal der sættes ind. Herefter udarbejdes der forslag til ændringer på bedriften, og i samarbejde med lederen bliver planen sat i værk.

Udbyttet
Efter afslutningen af projekterne har såvel medarbejdere som arbejdsgivere følt, at de har fået et positivt løft. Stemningen og kommunikation er oftest blevet bedre på bedriften. Selvom det i virkeligheden er en masse småting, som er ændret, afspejler det sig i, at der er mere fokus på opgaverne i dagligdagen og dermed større effektivitet.

Det kræver mod at prøve noget nyt og stor åbenhed hos både arbejdsgiver og ansatte at sætte fokus på ledelsen af et landbrug. Mange ledere vil inden projektets start være lidt forbeholdne, og frygte at der kommer to smarte konsulenter og trækker en eller anden færdig model ned over hovedet på dem. Efter projektet går i gang ånder mange derfor lettet op når det går op for dem at alle ændringer er baseret på netop deres bedrift og dem som personer, og at intet er bestemt på forhånd som en standardløsning.

Vore fornemste opgave er, at udviklingsarbejdet tager udgangspunkt i de mennesker, der er på arbejdspladsen, deres færdigheder, egenskaber og ønsker. Vi lytter til landmanden og medarbejderne og arbejder med dem med respekt for den kultur, der er på deres bedrift. Vi kommer ikke for at lave folk om, men vores ønske er at alles potentiale udnyttes. Vi betragter alle på bedriften som et team og ser på, hvor der kan sættes ind for i sidste ende at øge effektiviteten og dermed bundlinieresultatet.

Vi er af den opfattelse, at hvis medarbejderen går glad på arbejde er det fint, men det er mindst lige så vigtigt, at han er glad, når han går hjem, for det er ofte i tiden fra arbejdstids ophør til næste arbejdsdag begynder, at frustrationerne over situationen hober sig op og bliver uoverskuelig.

Efter forløbet er der derudover i samarbejde med medarbejderne udarbejdet arbejdsplaner for alle staldafsnit på bedriften, som beskriver opgaverne og klart fastlægger ansvaret. Planerne skal ændres løbende, men betyder, at arbejdsgiver og medarbejdere har samme billede af, hvad der skal gøres hvornår og af hvem.

Det hele er medvirkende til at det er en bedre arbejdsplads og at effektiviteten øges. Efter projektet er det naturligvis op til lederen og hans medarbejdere at holde fast i de gode tendenser, men der er selvfølgelig stadig støtte og sparring at hente hos LandboNord og PBJ Consult A/S.

Slogans om Ledelse der evt. kan placeres rundt omkring i dialogbokse:

Ledelse er, hvad du gør sammen med medarbejderen – ikke hvad du gør ved dem.

Effektive ledere hjælper almindelige medarbejdere til at nå usædvanlige resultater.

Det vigtigste ved ledelse er ikke, hvad der sker, når du er til stede, men hvad der sker, når du ikke er til stede.

Hvis du gør det du altid har gjort, får du de resultater du altid har fået.

Når du ikke er til stede, styres medarbejdernes adfærd af deres holdninger og indstillinger – Positive holdninger og indstillinger fører til positive resultater på lang sigt.



Tilbage
LandboNord - Erhvervsparken 1 - 9700 Brønderslev - Tlf: 96242424 - Email: 
Kontakt

Her finder du navne og kontaktoplysninger for medarbejdere i LandboNord.
Gå til medarbejderliste

Rekruttering

Læs om hvordan LandboNord kan hjælpe dig med at få ansat de rigtige medarbejdere.
Læs mere

APV

Vi tilbyder at hjælpe dig med at lave en APV-arbejdspladsvurdering.

Læs mere

Lønservice

LandboNord sikrer at der er styr på alle lønforhold for dine medarbejdere.
Læs mere