Flydelag på gylletanken og kommunale miljøbesøg
Der har i nogle tilfælde været tvivl om hvordan reglerne er for flydelag, og kommunale kontrolbesøg har resulteret i både træk i støtten og bøder pga. manglende flydelag på gylletanke. Derfor følger her en kort beskrivelse af gældende regler på området.
For at kunne godkendes til opbevaring af flydende husdyrgødning skal beholdere i dag opfylde en række krav som kontrolleres af kommunen de ligger i. I husdyrgødningsbekendtgørelsens §16 ses det at et af disse krav er fast overdækning i form af flydedug, teltoverdækning eller lignende. Denne faste overdækning kan erstattes af et naturligt flydelag, såfremt ejendommen fører logbog over dette. Kravet stilles for at minimere ammoniakfordampningen til den omkringliggende natur.
Flydelag under arbejde i forbindelse med gylletanken
Det er klart at et flydelag ikke kan bevares i perioder med udkørsel af gylle eller tømning af tanken. Der accepteres derfor en periode uden flydelag efter udbringning og omrøring på 7 dage efter seneste omrøring eller konstateret manglende overdækning. Dvs. at man ikke behøver at have flydelag på sin gylletank hvis man er i gang med at køre gylle ud, og i den forbindelse rører i tanken. Flydelaget skal dog genetableres når udkørslen er færdig, og man har herefter 7 dage til at etablere et nyt lag efter at man er holdt op med at røre i tanken. I forbindelse med tømning af tanken er fristen endnu længere. Her accepteres en periode på 2 uger. Alt dette kan man også læse i vejledningen der følger med logbogen til beholdere til flydende husdyrgødning. Vejledningen kan rekvireres gennem Skov- og Naturstyrelsen eller hentes på internettet på adressen:
http://www.sns.dk/Landbrug/vejledninger.htm
Kommunale miljøbesøg
Det er altså ikke muligt for kommunen i en tilsynssituation at tage et ”øjebliksbillede” af gylletanken og give påbud for manglende overdækning. Hvis tilsynet er sammenfaldende med et af de to ovenfor beskrevne eksempler, er det helt legalt ikke at have et flydelag på sin gylletank. Kommunen kan altså ikke uddele bøde eller andre påbud i en sådan situation. Hverken ved uanmeldte eller meldte kontrolbesøg.Hvad mange heller ikke ved er, at det er fuldt legalt at afslå et anmeldt kontrolbesøg hvis det passer en dårligt. Har man en masse arbejde på bedriften og kommunen melder sin ankomst i den periode, er det altså helt i orden at afslå denne dag og bede kommunen finde en anden dag.
Publiceringsdato: 16-07-2009
LandboNord - Erhvervsparken 1 - 9700 Brønderslev - Tlf: 96242424 - Email: