Af Natur –og miljøkonsulent Mikael K. Pedersen
Vilde dyr og fugle formaster sig ved lejlighed til at forgribe sig på landbrugets afgrøder. Nogle tager også gerne for sig af deres tamme slægtninge i have og hønsegård. Det er ikke altid muligt at forhindre skaderne ved jagt, så jagtloven åbner mulighed for at “regulere”, skadevolderne.
Ønsker man at regulere skadevoldere, skal man være opmærksom på den nye reguleringsbekendtgørelse, der trådte i kraft pr. 1. januar 2010. Som hidtil har lodsejere og forpagtere mulighed for med fælder og gevær at regulere krager og husskader. Men i modsætning til tidligere, kræves der nu en tilladelse fra den lokale vildtkonsulent til reguleringen. Ansøgningsskemaet og adressen på vildtkonsulenten kan findes på Skov- og Naturstyrelsens (SNS) hjemmeside (www.skovognatur.dk/).
Ansøgningen om tilladelse til at regulere, der er meget simpel, skal indeholde kon-taktoplysninger på ejeren / brugeren af den ejendom, hvor reguleringen skal ske. Desuden skal det anføres hvorfor, hvordan, omfanget og i hvilken periode reguleringen skal foregå.
En ansøgning om regulering vil typisk kunne behandles af den lokale SNS enhed i løbet af et par arbejdsdage. Regulering kan kun finde sted, hvis der ikke findes en anden tilfredsstillende løsning på problemet. Den typiske årsag til at regulere krager og skader er for at forhindre omfattende skader på afgrøder og husdyr, herunder vildtopdræt. Regulering er også en god ide, hvis man ønsker at hjælpe det trængte markvildt.
Hvornår?
I § 17 i den nye bekendtgørelse, fremgår det for krage og husskade, at i egne, hvor disse to arter forvolder skader på markafgrøder eller den øvrige fauna, kan Skov- og Naturstyrelsen give tilladelse til, at disse arter reguleres med skydevåben og fælder i perioden 1. februar til 15. april. Af samme paragrafs stk. 2 fremgår det, at styrel-sen kan give tilladelse til, at regulering af de to fuglearter kan ske ved brug af kun-stigt skjul og kunstige lokkefugle, hvilket er en klar fordel, hvis man ønsker succes med din regulering. Endelig fremgår det i stk. 3, at der på ejendomme, hvor der er udarbejdet en biotopplan (se omtale andet sted på siden), kan gives tilladelse til at perioden for regulering af krage ved brug af fælder udvides til også at gælde pe-rioden 16. april til 30. april.
Regler
For at foretage regulering med fælder er der en række krav, der skal overholdes. Disse fremgår af bekendtgørelsens § 30. Fælder skal fremover være tydeligt forsynet med den ansvarliges kontaktoplysninger. Fælder skal være lukket for fangst på steder og i perioder, hvor fangst af de dyr, som fælden er beregnet til, ikke må fanges. Fælder skal være flytbare og kasseformede med faste solide hjørner. For fælder til brug ved regulering af fugle gælder, at fælden udvendigt ikke må være større end 60 (H) x 60 (B) x 250 (L) cm. Indgangsåbninger skal være placeret ovenpå fælden eller på siden af fælden, således at åbningen er skråtstillet med en hældning på 40-50 grader. Indgangsåbninger placeret ovenpå fælden må maksimalt være 40 (H) x 40 (B) cm., og skråtstillet maksimalt 40 (H) x 40 (B) cm. Her er det vigtigt at bemærke, at de lovlige indgangshuller er blevet mindre i forhold til tidligere bekendtgørelser, hvilket er sket for at minimere risikoen for bi-fangst.
Til fangst af fugle må ikke anvendes kød og ådsler.
Det er som tidligere et krav, at fangne dyr ikke kan komme i fysisk kontakt med hinanden. Derfor må man i Danmark ikke anvende den såkaldte Norske kragefælde (se billede nedenfor). Fangne dyr skal kunne besigtiges i fælden, når den er lukket og det er et krav at den tilses morgen og aften.

Den “store norske-kragefælde” må ikke bruges! – da de fangne fugle kan komme i kontakt med hinanden.
Eksempel på en lovlig fælde. Når man vil fange krager og skader om foråret, drejer det sig i første omgang om at få fuglene gjort opmærksom på fælden. Man kan lokke dem ved at pirre deres nysgerrighed på forskellig vis. Sæt eksempelvis et par kartofler op i et træ eller drys et par håndfulde popcorn på jorden. 
Tilladelsen til udøvelsen af regulering skal medbringes og kunne fremvises på forlangende i forbindelse med udøvelsen af reguleringen og omfanget af reguleringen indberettes til SNS senest 4 uger efter reguleringens ophør.
Husk, at al regulering af fugle nu kræver en tilladelse – når der ses bort fra følgende tre invasive arter: nilgås, amerikansk skarveand og sort svane. For at foretage regulering er det et krav at man er fyldt 18 år og besidder et gyldigt jagttegn.