Aktuelt
Aktuelt i marken 25. maj 2023
Vinterhvede
Det er ved at være på høje tid med Balaya, da akset er ved at dukke op i mange marker.
Når akset er fremme, er det ikke mere tilladt at anvende Balaya.
Dosis af Balaya er 0,4-0,7 l pr. ha. Brug laveste dosis 0,4 i de mest tørre år, det er 2023 på vej til at blive nu, da der indenfor 30 dage kun har regnet i 2 eller 3 dage.
Det er vigtigt, at hveden er i god vækst, når der anvendes svampemidler. Brug 200 l vand pr. ha og foretræk høj luftfugtighed.
Test af usynlig smitte med septoria i hvede:
Septoriamodellen bekræftes af de test som Aarhus Universitet og Bayer gennemfører med qPCR metode. Her måler man hver uge indholdet af Septoriasvampens DNA i de - på det givne tidspunkt - 2 øverste fuldt udviklede blade, og før angrebet bliver synligt. Der måles i 10 marker.
Grønne cirkler: Øverste og næstøverste blade er uden septoria.
Der er stadig kun sunde blade i målingen. Det svarer til det forventede ud fra forsøg, idet bladene ikke får smitte, når det ikke regner.
Mange års forsøg forudsiger, at når der har regnet over 1 mm i 4 dage efter stadium 32, så skal der beskyttes meget hurtigt med Septoriabehandling, og det må helst ikke udsættes, for så bliver den sværere at bekæmpe. Over 20 timer med bladfugt kan også give smitte.
Hvedebladplet i hvede er udbredt, når der dyrkes hvede med forfrugt hvede, og det er der ikke ret mange marker, som gælder for. De smittes fra gammel hvedestub. I de marker skal man ikke vælge Balaya, som ikke har effekt overfor hvedebladplet, men bruge f.eks. 0,5 Propulse + 0,2 Orius Gold.
Hvedegalmyg
Resistens:
Følgende af de dyrkede sorter er resistente mod den orangegule hvedegalmyg, og bekæmpelse er derfor ikke aktuel:
Pondus
Heerup
Champion
KWS Firefly
LG Initial
LG Skyscraper
RGT Bairstow
RGT Saki
SY Insitor
SY Volley
Sorterne Heerup, Pondus, RGT Bairstow og RGT Saki indgår med 1-2 sorter i de solgte sortsblandinger. Sortsblandinger med disse sorter vil derfor også være mindre modtagelige, især hvis 2 af de indgående sorter er resistente, som det gælder for:
NOS Hvede mix 2210
NOS Hvede mix 2220
HK Hvedemix 2022
Risiko:
I marker med modtagelige sorter
Især i hvede efter hvede og blandt de marker i sent udviklet hvede, er der risiko for hvedegalmyg.
De bekæmpes kun indtil hveden blomstrer, som sker ca. 1 uge efter den er skredet igennem.
Hold øje med om hveden har besøg af hvedegalmyg. De er mest aktive på en lun aften, i grill-vejr. Hvedegalmyg bekæmpes hurtigt efter at beslutningen er taget for ikke at komme for sent med 0,15 Lamdex.
Vinterbyg
Når der er behandlet med Propulse + Comet Pro eller anden partner, så skal der kun holdes øje med om de 3 øverste blade holder sig fri for bygrust. Normalt holder behandlingen så længe, at der ikke er behov for mere.
Men hvis du finder bygrust på de øverste 3 blade efter skridning: Vælg f.eks. 0,3 Folicur Xpert til en opfølgende behandling. Husk, at svampebehandling må ikke ske tæt på høst.
Vinterrug
Ubehandlet rug skal man holde øje med de 3 øverste blade.
Hvis der kommer rust, så behandles der hurtigt. Forebyggende behandling kan ske med et effektivt middel mod rust. Brug f.eks. 0,3 Prosaro eller 0,3 Folicur Xpert. Hvis man vælger at behandle 2 gange så skal der være over 14 dage mellem behandlingerne med f.eks. Prosaro.
Triticale
Vi anbefaler 0,3 Prosaro eller 0,3 Folicur Xpert i ubehandlede marker. Vi anbefaler også at behandle marker, hvor der er gået 3 uger siden sidste behandling. Øg dosis til f.eks. 0,5, hvis der er angreb af meldug og rust. Denne behandling bliver måske den sidste i triticalen.
Vårsæd
Vårsæden er generelt fri for svampesygdomme endnu.
Hold øje med om der er lus, som især trives i tørkeramte marker. Lus trives især i sent såede marker. Skadetærsklen er 40 % strå med lus.
Der er mange uens marker, hvor regn kan rette meget op på væksten.
De tidligste marker er i st. 32 og de seneste marker er ikke spiret endnu.
Det er aktuelt at anvende mangan i alle marker hvor der er risiko for manganmangel.
Vårbyg
Hvis man ønsker at forebygge strånedknækning og aksnedknækning, så giver svampebehandling på fanebladet i st. 37-39 god effekt. Tilsætning af Cerone øger effekten, men stresser tørkeramte afgrøder, så dosis skal passe til væksten. Cerone anvendes før akset ses, så det passer godt til en fanebladbehandling. Moddus og tilsvarende vækstreguleringsmidler påvirker IKKE hverken aksnedknækning eller strånedknækning.
Vårhvede
Bygfluer skader vårhvede, medens vårbyg normalt ikke skades. Især sent sået vårhvede bliver skadet. Der behandles, når de flyver, og det forventes først i juni i de nordlige egne. Anvend 0,15 Lamdex.
Vinterraps
Bladribbesnudebiller
Tjek marken for angreb ved at flække stænglen. Hvis dens marv er hvid, er der ingen angreb. Bladribbesnudebiller forekommer mest i sydlige egne.
Se billedet herunder, hvordan bladribbesnudebillernes larver ser ud. Deres gnav medfører at marven er mørk. Det er ikke sikkert, at angreb koster udbytte, medmindre stænglen knækker.
Skulpesnudebiller ser ud til at aftage nu.
Skadetærsklen for skulpesnudebiller er 1-2 pr. plante i hele marken. Der anvendes 0,15 Lamdex, når skadetærsklen er overskredet. Der behandles kl. 21-03 om natten, da Lamdex har bimærke.
Svampesygdomme i raps under blomstring
14 dage efter behandling er der mange nye plantedele som er ubeskyttede. Normalt er den ene behandling nok, men i de våde år betaler det sig at behandle igen. Tyskerne har en varsling med SkleroPro-model, som forudsiger, at knoldbægersvamp kan smitte i de dage, hvor der i 23 timer er over 85% luftfugtighed. Når man vander, så kommer man normalt ikke op på 23 timer med fugt. Når man ikke vander, så lyder vejrudsigten ikke til at der kommer våde dage i nær fremtid.
Vi anbefaler at afvente om der kommer våde dage.
Hvis det bliver aktuelt pga vådt vejr, kan vi anbefale at vælge mellem:
50% dosis: 0,5 Folicur Xpert eller 0,4 Pictor Active.
0,5 Propulse kan også anvendes, men Propulse må kun anvendes 1 gang pr. sæson i raps.
Ukrudt, nyfremspiret i hvede, tilsæt ukrudtsmiddel sammen med Balaya
Se tabel med midler herunder.
F.eks. spildraps og pileurter kan bekæmpes med f.eks. 0,2-0,4 Starane XL frem til stadium 45, hvor bladskeden er strakt. Dosis afhænger af størrelsen, så på ukrudt med kun 2 løvblade er 0,2 Starane XL nok.
Tabel med ukrudtsmidlers seneste lovlige anvendelse i korn.
Bemærk, at Starane XL må anvendes senere end f.eks. Primus XL. Husk, at minimidler (Accurate med flere og Express med flere) kun må anvendes 1 gang i sæsonen og derfor ikke må anvendes hvor der f.eks. er anvendt Cossack.
Stressede planter
1. Vandunderskud
Der er for tiden vandunderskud i afgrøderne.
2. Vækstregulering i korn skal ske senest i stadium 39, hvor fanebladet netop er foldet ud. Vækstregulering skader nemt planter med vandunderskud, så anvend det kun på marker uden stress.
Vælg mellem at nedsætte dosis eller helt at lade være, eftersom vandmangel allerede har vækstreguleret mange marker.
Vækstregulering forkorter den vækst, der er i gang og virker ikke på udvoksede planter. Det er meningsløst og ikke godkendt at vækstregulere planter, som er ved at skride. I tørkeramte marker kommer akset aldrig helt op over fanebladet.
3. Svampebehandling på stressede planter
Undgå svampebehandling på stressede planter. Undgå f.eks. at behandle midt på dagen på en varm dag. Svampemidler svider bladene, når afgrøden er meget stresset, og svidningen bliver større, når der er blandet med kobber eller andre næringsstoffer.
Hestebønner og ærter
Hold øje med bladrandbiller. Hvis der er mange nye gnav, skal de bekæmpes med f.eks. 0,15 Lamdex.
Flyvehavre og ukrudtsgræs kan bekæmpes med Agil når de har fået 3-4 blade. Dosis 0,5 Agil. Focus Ultra + Dash kan også anvendes, dosis er ca. 1 l. Der anvendes 50% større dosis, når det er mod kvik.
Der er ingen effekt af Focus Ultra/Agil virker på enårig rapgræs og væselhale.
Majs med hanespore. Øg dosis af Maister.
Tilsæt mindst 50 g MaisTer +Mais Oil, hvis hanesporer har fået 2 blade, og endnu mere Mais Ter, hvis de er endnu større. Der må anvendes op til 150 g MaisTer pr. sæson.
Svampebekæmpelse i rajgræs til frø
I tabellen ses mulige løsninger i rajgræs til frø. Det er vigtigt at holde øje med kronrust i rajgræs.
For at forebygge angreb, så vælg f.eks. 0,25 Folicur Xpert nu og følg op med 0,25 Entargo + 0,25 Folicur Xpert om 2-3 uger. Det er der plads til i triazolregnskabet.
Balaya må kun anvendes inden juni. Samtidig er Balaya dyrere end andre løsninger med samme effekt, så Balaya er mere aktuel at anvende i hvede end i andre afgrøder.
Tabel fra Landbrugsinfo
I Afgrødenyt nr. 7 kan du også læse om Rodukrudt i korn.
Hvis du er mere interesseret i jagt, kan du læse om det her.