Aktuelt
Nedvisning af ukrudt og grønskud
Nedvisning af græsmarker
Egen avl af såsæd
Håndtering af efterafgrøder
Fokus på din sprøjtejournal
Engbrandbæger på græsmarker
13. juli 2023
Nedvisning af ukrudt og grønskud
Forslag til dosis af Glyphosat-midler:
Nedbør efter tørkeperioden i 2023 kan give mere vækst i ukrudt og nyfremspiring af ukrudt. De kan også være grønskud i tørkeramte områder.
Bekæmpelse kan blive aktuel, når antallet af grønskud eller ukrudt kan give udfordringer med at få høstet afgrøden.
Der kan anvendes 540 gram aktivstof pr. ha til nedvisning af grønskud.
Mod kvik før høst anbefaler vi ca. 1000 g aktivstof pr. hektar. Dosis justeres efter mængden af kvik, se tabellen herunder. De bedste betingelser for god effekt har vi, når der behandles på ukrudt i vækst med tørre blade, men ved høj luftfugtighed.
Såfremt der behandles under gode betingelser, kan effekten opnås med lavere dosis.
En række produkter, der bliver forbudte pr. 1. januar 2024, må bruges op. Ved tørkestress, hvor kvikkens blade er sammenrullede, bør bekæmpelse udsættes til efter høst.
Glyphosat kan ikke bekæmpe padderok. Den skal bekæmpes ca. 1. juni i afgrøden.
Tidsler, svinemælk, følfod og andre rodukrudtsarter kan bekæmpes med glyphosat, men de arter og andre tokimbladede arter kræver generelt en højere dosis af glyphosat end til at bekæmpe kvik og græsser.
Mod tidsler skal vi bruge høj dosis og derfor foretrækker vi 3 Roundup Flex XL (480 g/l) eller 2 Roundup PowerMax XL (720 g/l), der begge er godkendte til den højeste maks. dosis før høst på 1440 gram pr. ha. Husk ammoniumsulfat før du tilsætter glyphosatmidlet.
Ingen af de øvrige produkter må anvendes i så høj dosis.
Ved nedvisning af græsukrudt som hejre og væselhale, har glyphosat ingen effekt på frøenes spireevne. En nedvisning af græsser er derfor kun aktuel, hvor det er nødvendigt for at sikre, at afgrøden kan høstes.
Tabel: Kvikbekæmpelse i foderkorn før høst.
3 forskellige koncentrationer af glyphosat. Korn til konsum og fremavl må ikke behandles.
Nedvisning af græsmarker
Vær opmærksom på, at der er strenge regler for jordbehandling, som kun må foretages på bestemte datoer, medens græs må nedvisnes hele året, når det bliver liggende urørt indtil datoen for at jordbehandling er tilladt.
Der er ikke regler for, hvornår græsmarkerne må nedvisnes. Hverken efter de generelle regler eller på kvægbrug, der gør brug af kvægundtagelsen.
For kvægbrug, der gør brug af undtagelsen er der krav om, at 80 % af arealet til udbringning af husdyrgødning skal udgøres af roer, græs og græsefterafgrøder. Hvis du nedvisner omdriftsgræs, og marken skal medregnes til de 80 %, så skal marken efter nedvisning ligge urørt til 1. marts.
Egen avl af såsæd
Husk at markere tydeligt med stokke det ukrudtsfrie område i marken, hvor du vil tage din egen avl af såsæd. Dermed undgår du at få bl.a. de vanskelige græsser med i såsæden. Husk at analysere egen udsæd af hvede for stinkbrand. Brug af egen udsæd skal oplyses, når Danske Sortsejere sender indkaldelsen til dig.
Håndtering og valg af efterafgrøde 2023
Såning efter høst med jordbehandling giver mere sikker etablering, men der er ofte alt for travlt på den tid. Så overvej om det er noget for dig at så efterafgrøden inden høst.
Når jorden er fugtig ved såning af efterafgrøder før høst, er der god erfaring med at efterafgrøden kan spire. Brug rigelig udsæd, hvis du forventer at spiringen er vanskelig, brug f.eks. mindst 150 kg vårbyg pr. ha, når du spreder den ud i en afgrøde.
Efterafgrøder skal ligge i de marker, hvor de er indberettet i til Landbrugsstyrelsen.
Hvis du ændrer planen, så kontakt os, for at vi kan indberette din ændring. Hvis ikke efterafgrøden er korrekt indberettet, tæller den ikke med, og det koster.
Hvis du er det mindste i tvivl om dine efterafgrøder, så kontakt din planteavlskonsulent. Vi træffes på telefon og mail, også i uge 29-30.
Hvis markplanen skal ændres, så skal det indberettes senest den 10. september.
Vælg kun godkendte arter til dine efterafgrøder. Hvis du etablerer efterafgrøde i august, er der mange arter, du ikke må anvende.
Du må gerne så efterafgrøder før høst, hvis du har udstyr, som sikrer en god etablering. F.eks. med gødningsspreder med bom.
Fokus på din sprøjtejournal!
I sprøjtejournalen skal du anføre det anvendte middels fulde navn samt registreringsnummer fra etiketten.
Du skal kunne fremvise din sprøjtejournal med det samme ved kontrol. Journalen kan både være på papirform og/eller elektronisk.
Derudover skal din journal som hidtil indeholde følgende:
- Marknummer/navn
- Afgrøde
- Sprøjtet antal ha
- Dosering
- Dato for anvendelse
- Ejer/brugers CVR-nummer
- Dokumentation for brug af afdriftsreducerende dyser
Husk, at vi er klar til at forsyne dig med en frisk Lommebog til kommende sæson eller hjælpe dig godt i gang med FarmTracking.
Skal du opdatere sprøjtebeviset, så hold øje med vores hjemmeside for næste kursusdag på www.landbonord.dk.
Engbrandbæger på græsmarker
August er et godt tidspunkt at bekæmpe nye engbrandbæger, som kun har en roset, da stænglen først kommer næste år.
Brug 22,5-30 g/ha Harmony 50 SX + 0,2 l/ha spredemiddel
Husk: På brakarealer må der ikke anvendes plantebeskyttelsesmidler, heller ikke mod engbrandbæger.
Engbrandbæger. Bekæmp i de små nye engbrandbæger i august med Harmony SX. Den blomstrer først næste sommer.