Mark & natur

Sensommeretablering af kløvergræs

Afgrødenyt 8. august

Sensommeretablering af kløvergræs

Afgrødenyt 8. august 2023

Såning af kløvergræs i august måned er normalt en meget sikker etableringsmetode; jorden er varm og mange år også fugtig, så alle forhold er til stede for at sikre en god etablering af græs og kløver.

Etablering af kløvergræs i sensommeren vil også resultere i et udbytte det første brugsår, der, sammenlignet med forårsudlæg, er ca. 2000 FEN/ha. større. På mange bedrifter er der dog regler omkring efterafgrøder og undtagelsesbrug, der blokerer for at lave efterårsudlæg.

Er du i tvivl om, hvad der er muligt på din bedrift, så kontakt din konsulent.

Såtid og blandinger

Etableringen i august bør ske i den første halvdel af måneden. Ved etablering først i august, er udbyttet første brugsår ca. 1000 FEN/ha større, sammenlignet med etablering sidst i august. Seneste tidspunkt for såning bør være 25. august. Rajgræsbaserede blandinger og blandinger med rajsvingel af rajgræstypen er mere egnede til etablering i sensommeren, end blandinger med stort indhold af strandsvingel. Det skyldes, at strandsvingel er langsommere til at etablere sig sammenlignet med rajgræsser. Er der standsvingel i blandingen, er det derfor endnu vigtigere, at såningen sker så tidligt som muligt i august.

Med eller uden dæksæd

Modsat tidligere år, så er dæksæd ikke et lovkrav, men kan være en hjælp til at beskytte udlægget mod sandflugt og tidlig frost. Af kornarterne er vinterhvede bedst egnet; den vil ikke påvirke foderværdien negativt ved første slæt, og har begrænset genvækst. Udsædsmængden er op til 30 kg/ha - største mængde ved den sene såning sidst i august.

Vinterrug kan også anvendes som dæksæd, men passer ikke sammen med første slæt. Vinterrug anbefales kun i de tilfælde, hvor lagrene af græs er små, så der er behov for ensilage til opfodring 1-2 uger tidligere end normalt. Udlæg lagt ud i vinterrug skal ved første slæt høstes ca. 2 uger tidligere end resten af bedriftens græsmarker, da rugen skrider i første halvdel af maj. Får rugen lov at skride, inden den ensileres, så vil det påvirke foderværdien negativt. Udsædsmængden af rug er 50 kg/ha.

Vintervikke som dæksæd

Vintervikke kan også bruges som dæksæd. Det øger udbyttet af FEN/ha og protein i første slæt, men hæmmer kløveren og dermed udbyttet af FEN/ha og protein i de senere slæt. Set over alle slæt, er der ikke merudbytte for at bruge vikke som dæksæd. Det øgede udbytte og proteinindhold i første slæt gør dog, at vikke som dæksæd er interessant, hvor 1 slæt udgør en stor del af foderet til malkekøer. Udsædsmængden er 8-10 kg/ha.

Etablering

Kløverudlægget skal etableres i et fast jævnt såbed, hvor jordens fugtighed bevares. Pløjningen bør ske med jordpakker; alternativt kan der tromles lige efter pløjning, så sikres det, at jordens fugt bevares, og såbedet er fast.

Skal der sås dæksæd, bør dette ske først, således kløverudlægget efterfølgende kan sås på skrå af dæksædens såretning.

Såning af kløverudlægget skal ske på pakket jord i 1-1,5 cm dybde, og 10-15% af frøene bør være synlige efter såning.

Bedst er såskær med trykrulle til dybdestyring, eller slæbeskær der efterlader frøene i en åben rille. Såning med frøsåkasse kan ikke anbefales. Sås kløver dybere end anbefalet, sker der ofte en halvering af kløverbestanden.

Er såbedet meget knoldet efter såning, kan en tromling lige efter såning sikre en bedre fremspiring. Er såbedet løst, og man ønsker en tromling til at trykke sten ned i jorden, så bør det vente til udlægget er 5-6 cm. højt eller evt. til foråret.

Direkte såning

Udlæg af kløvergræs ved direkte såning kan ikke anbefales, hvis der har været meget ukrudt i forudgående afgrøde. Der skal nedvisnes med glyphosat lige før såning, men det fjerner ikke en stor pulje af ukrudtsfrø i den øverste jord, som kan kvæle det nye udlæg.

Sår du alligevel direkte og uden pløjning, men blot med harvning, så er omhu i høstarbejdet forud for såning vigtigt. Der sættes en lav stub ved høst, og mejetærskeren skal være monteret med avnespreder, således spildkorn og ukrudtsfrø spredes i hele maskinens bredde, og ikke blot ligger i strenge lige efter mejetærskeren. Uden avnespreder vil den massive fremspiring af spildkorn kvæle udlægget.

Opharvning til såbed skal ske med en harve, der er monteret med en pakvalse, så jorden er fast forud for såning af udlægget.

Hvis ikke afgrøden er nedvisnet før høst, bør der altid behandles med glyphosat 1-2 dage før opharvning til såbed, så ukrudt i stubben efter foregående afgrøde ikke kommer til at genere udlægget.

Kopi af Hubspot Artikel topbillede 1146x644px (4)

Etablering af græsdemo ved LandboNord, Foto: Jens Lyhne Kristiansen

I dette Afgrødenyt kan du også læse om udbytteresultater for vinterbyg 2023

Du kan også læse om Aktuelt i marken.

PLANTERÅDGIVNINGEN
Kirsten Søe Pedersen

Kirsten Søe Pedersen

Planteavlskonsulent

kip@landbonord.dk