Forening

Drømmer du om et fritidslandbrug, eller har du allerede et?

LandboNord oplever i øjeblikket mange forespørgsler fra interesserede, der går med en drøm om at købe et fritidslandbrug og flytte på landet.

Drift af en landbrugsejendom påvirkes af mange love, regler og bekendtgørelser, uanset om du driver et mindre fritidslandbrug eller en stor fuldtidsbedrift.

- Vi ser ofte, at de nye landbrugere kører sur i lov og regeljunglen, samt går glip af diverse tilskudsmuligheder og skattefradrag på grund af manglende viden. Derfor er LandboNords Kødkvægs- og deltidsudvalg, samt flere af LandboNords konsulenter, gået sammen og arrangeret temamøder for at hjælpe interesserede med at komme rigtigt i gang eller komme videre med drømmen om et spændende liv på landet, siger planteavlskonsulent og medlem af LandboNords Kødkvægs- og deltidsudvalg, Eske Høj Laursen.

Der er inden for de seneste par år sket en del inden for både hektarstøtte, dyreregistrering og skat, og temaaftenerne henvender sig både til dig, som allerede har en ejendom, men også dig der overvejer at flytte på landet.

Hør blandt andet konsulenternes bud på, hvordan du kan få det optimale ud af din bedrift, så den fortsat kan betegnes som landbrug, fremfor at blive ”en villa på landet” med mange gange øget ejendomsskat og færre udfoldelsesmuligheder for din landbrugsdrøm.

LandboNord tilbyder derfor 2 temaaftener til alle fritids- og deltidslandmænd, både nuværende og kommende d. 17. januar og d. 7. februar 2023 på LandboNord i Brønderslev.

Den første aften kommer ejendomsmægleren og revisoren og giver bud på, hvad der gør en ejendom attraktiv og økonomisk rentabel.

Den anden aften vil økonomikonsulenten komme med bud på, hvordan du bedst opretholder landbrugsbedriften som virksomhed. Der vil være en husdyrkonsulent, der kommer med råd om dyreregistrering, opstart/udvidelse af dyrehold og fodring. Endelig vil en planteavlskonsulenten fokusere på regler inden for tilskudsordninger og drift af marker, natur, plantning, vildt, gødning m.m.

Tilmeld dig arrangementerne her: d. 17. januar og d. 7. februar 2023.

Kødkvæg- og Deltidsudvalg
Eske Harboe Høj Laursen

Eske Harboe Høj Laursen

Planteavlskonsulent

ela@landbonord.dk