Nyheder rådgivning

Grib mulighederne, vi skal alle videre

Skrevet af Henrik Krogh | Nov 3, 2023 2:30:13 PM

Da formand for LandboNords Planteudvalg, HC Holst, afgav sin beretning lagde han blandt andet vægt på, at danske landmænd ikke må smide førertrøjen væk, når vi tænker på den digitale udvikling. For nogle år tilbage viste han en reklamevideo fra en maskinproducent, der viste producentens bud på et fremtidigt digitalt landbrug. Den video viste han igen oppe fra talerstolen.

- Da jeg viste videoen første gang, var der mange som efterfølgende kom op til mig og sagde, at det var science fiction, men når vi ser den i dag, så har vi allerede mange af de ting i dag med GPS, vejrdata og droner. Vi genererer så megen data, da vi skal gribe mulighederne og udnytte dem – ellers er der bare andre, der gør det, sagde HC Holst.

Lad mulighederne gro

Efterfølgende gav chefkonsulent i PlanteRådgivningen, Søren Greve Olesen og Director, Business Development Morten Langgaard begge LandboNord, deres bud på, hvordan deltagerne kunne udnytte den nye teknologi – vel at mærke hvor det giver mening.

- Hvis vi får organiseret alt vores data, og får dem kørt sammen og analyseret ved hjælp af kunstig intelligens, så kan vi omdanne Danmark til én stor forsøgsmark, som vil give os værdifuld viden til fremtidens planteavl, hvor nogle af nøgleordene er fremtidens biomasse og fed natur, sagde Søren Greve Olesen og blev suppleret af Morten Langgaard: Vores Xfactor i dansk landbrug er villigheden til at sammenligne data med naboen, men vi skal blive endnu bedre til at benchmarke, end vi er i dag – og det gør vi bedst ved at starte op og lade mulighederne gro. Det er her, I kan bruge os til at kortlægge, hvor det bedst giver mening.

Dagen bød i det hele taget på flere faglige indlæg med inspiration til at komme videre. Blandt andet med landmand Jeppe Lykkegaard Christensen, Redet om hans vision for planteproduktion, formidler Jens Thorving Andersen fra Naturhistorisk Museum inspirerede med et indlæg om fed natur og professor Henrik Wenzel fra SDU Life Cycle Engineering fortalte om biomassens rolle i fremtiden. Derudover gav LandboNords planteavlskonsulenter indlæg om raps, ærter & frøgræs, vintersæd, græs, majs, økologi og vårsæd.

Se præsentationer fra konferencen via linket her.

Opdateret november 2023