Nyheder rådgivning

Landmænd slipper billigere i ejendomsværdiskat

Skrevet af Jens Chr. Obel | Nov 15, 2023 3:39:52 PM

Vurderingsstyrelsen har netop offentliggjort foreløbige vurderinger på stuehuse og udlejningsboliger på landbrugsejendomme, samt den grund der hører med til stuehuset eller udlejningsboligen.

Offentliggørelsen er sket i form at en 1.738 sider lang oversigt for hele landet, hvor stuehusværdien og stuehusgrundværdien fremgår. Offentliggørelsen er sket, fordi værdierne indgår i beregningen af grundskyld og ejendomsværdiskatten på forskudsopgørelsen, som den 14. november blev tilgængelig i skattemappen. Oversigten kan findes på Vurderingsportalen, men den er godt gemt.

Samlet fald i ejendomsværdiskatten

Der synes at være en tendens til at stuehusværdierne i den offentliggjorte oversigt er faldet i forhold til de nugældende værdier. Sådan ser det i hvert fald ud for de nordjyske kommuner. Stuehusgrundværdierne er fortsat meget lave, og i de fleste tilfælde under 10.000 kr. Samlet set vil det for mange medføre et fald i ejendomsværdiskatten i 2024, og grundskylden for stuehusgrundværdien ligger typisk under 100 kr. om året.

Vurderingsstyrelsen havde forventet at udsende foreløbige vurderinger for hele landbrugsejendommen i november 2023, men nu set det ud til, at vi må vente nogle uger endnu, før den foreløbige vurdering af grundværdien kommer.

Vurderingerne på jord

Vi har dog en god idé om, hvad vurderingerne på jorden bliver. Det kan du høre mere om til vores seminar den 21. november 2023. Læs mere og tilmeld dig via linket her.

Opdateret november 2023