Nyheder rådgivning

Til din nye medarbejder i farestalden

Skrevet af Inga Riber Kristiansen | Oct 7, 2022 11:12:05 AM

Lad den nye medarbejder møde ind til formiddagskaffen på sin første arbejdsdag. Herved er der tid til at tage ordentlig imod vedkommende, og I kan begynde med en præsentationsrunde.

Hav en introplan for de første 1-2 uger parat til første arbejdsdag. Det skal fremgå af planen, hvornår den nye medarbejder skal introduceres for hvilke opgaver samt hvem, der er ansvarlig herfor. Sørg også for at sætte nok tid af til oplæringen. Evaluér dagligt med den nye medarbejder i de første 1-2 uger, så I hele tiden holder jer på sporet og overholder køreplanen.

Ved oplæring i den enkelte arbejdsopgave forklares hvordan opgaven skal udføres og hvorfor. Dernæst viser du, hvordan opgaven skal udføres, inden I sammen udfører opgaven. Når du føler, at medarbejderen har forstået proceduren, lader du medarbejderen selv udføre opgaven, mens du ser til. Senere lader du medarbejderen udføre opgaven alene, men kigger jævnligt forbi.

Husk, at selv om medarbejderen nu virker til at have forstået, og kan udføre opgaven på korrekt vis, så skal du stadig af og til vurdere, om opgaven fortsat udføres som forventet. Det er din pligt som leder, og det giver også medarbejderen en større tryghed.