Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Beklagelig udvikling i sag om masseopsigelser 30-10-2013

Beklagelig udvikling i sag om masseopsigelser

LandboNord tager nu bladet fra munden i sagen om masseopsigelserne fra Agri Nord efter modtagelse af brev med varsel om erstatningskrav fra Agri Nords advokater i København. LandboNord ønsker fortsat at mindske de skadelige virkninger af sagen mellem de to landbrugsorganisationer.

Sagen om 31 medarbejderes ønske om at skifte ansættelsesforhold til LandboNord tog en ny drejning mandag den 28. oktober 2013, hvor Agri Nord via Advokatfirmaet Horten i Hellerup valgte at varsle et erstatningskrav mod LandboNord for uretmæssigt at have tilegnet sig Agri Nords medarbejderstab i Aars-afdelingen, der frem til slutningen af september bestod af 31 medarbejdere.

I forlængelse af brevet fra Horten ønsker LandboNord nu dels at fastslå, at der på ingen måde er foregået ulovlige eller uordentlige aftaler, og dels at signalere at LandboNord fortsat ønsker samarbejde frem for konflikt:

- Jeg vil gerne slå fast én gang for alle, at vi på intet tidspunkt har foretaget os noget ureglementeret eller i det hele taget handlet på en måde, som kan siges at være uordentligt eller uetisk. Sagen er kørt 100% efter bogen med juridisk ekspertbistand og interne drøftelser mellem formand, bestyrelse og ledelse, og vi har gennem hele sagen handlet velovervejet. Det modtagne varsel fra Agri Nord er dog en optrapning af sagen, og det beklager vi, pointerer adm. direktør Uffe Bertelsen fra LandboNord.

Uffe Bertelsen siger dog supplerende, at han udmærket forstår, at Agri Nord er frustreret over situationen, men at opsigelserne er at betragte som legitime opsigelser afgivet af en række medarbejdere i en situation, hvor disse medarbejdere på grund af deres arbejdsforhold åbenbart har følt behov herfor:

- Vi har fuld forståelse for, at Agri Nord er bragt i en beklemt situation via de modtagne opsigelser. Enhver arbejdsgiver kan sætte sig ind i, hvad det giver af udfordringer. Men udover, at der er tale om flere opsigelser, betragter vi ansættelserne som helt almindelig jobskifter, og vi har hverken tilbudt vores nye medarbejdere lønforhøjelser eller andet, der stiller dem i en mere gunstig situation. De nye medarbejdere kommer jo ikke med kompetencer, som vi ikke har i forvejen, understreger Uffe Bertelsen og fortsætter: - Det er dog klart, at vi ser meget positivt på forøgelsen af medarbejderstaben, hvor vi går fra at være 190 medarbejdere til at være 221. Det giver os flere muskler, og vi kan styrke vores forretning endnu mere til gavn for både kunder og medlemmer.

Siden 1. oktober har LandboNord ligget vandret i forhold til at blive klar til de mange nye medarbejdere. Der er blevet fundet et ledigt og velegnet lejemål i Fjerritslev, hvor LandboNord som bekendt i forvejen har en afdeling. Det betyder, at medarbejderne i Fjerritslev i første omgang kommer til at sidde på to adresser, men på sigt er det hensigten at samle alle i Fjerritslev på én adresse. Derudover er IT-udstyr, telefoner, skriveborde mv. klargjort, så de nye medarbejdere føler sig velkomne:

- På fredag den 1. november er vi 100% klar til at tage imod de mange nye medarbejdere. Hele LandboNords organisation har hjulpet med til at få tingene til at lykkes på rekordtid, og oveni ydmygheden over for opgaven er vi stolte af, at det har kunnet lade sig gøre, siger han.

De nye medarbejdere skal både varetage opgaver for LandboNords eksisterende kunder og for de mange nye kunder, der er kommet siden 1. oktober. Mange landmænd har - blandt andet på grund af snarlig momsafregning for 3. kvartal – valgt enten at finde en ny rådgiver hos Agri Nord, at flytte med den gamle rådgiver til LandboNord eller at vælge en helt 3. rådgiver, og det har automatisk ført til en større tilgang af kunder til LandboNord.

- Vi har på det kraftigste indskærpet over for vores nye medarbejdere, at det ikke er tilladt at kontakte Agri Nords kunder i Aars. Der er dog næppe nogen tvivl om, at en del af de landmænd, der nu står uden rådgiver, vælger at flytte med den rådgiver de er vant til. Sådan vil det være for enhver rådgiver, der foretager et jobskifte, og det er der ikke noget odiøst i. Jeg vil dog gerne endnu engang understrege, at det ikke har været en forudsætning for at sige ja til de nye medarbejderes ansøgninger, understreger Uffe Bertelsen videre.

I det hele taget har LandboNord udvist tilbageholdenhed i sagen – ikke mindst i forhold til medierne, og det er blandt andet sket for ikke at skade forholdet til Agri Nord også på længere sigt. LandboNord har da også gennem længere tid ønsket en fusion mellem de to organisationer, men må konstatere, at den verserende sag på kort sigt skader forholdet mellem de to landbrugsorganisationer:

- Vi vil gerne beklage, at sagen nu har taget en ny drejning, og at vi skal have advokater imellem os. Vi har altid ønsket et tættere samarbejde, og det er ingen hemmelighed, at vi mener, at de nordjyske landmænd vil have stor gavn af, at Agri Nord og LandboNord blev til én organisation, siger formand for Landboforeningen Nordjylland Niels Vestergaard Salling og fortsætter: - Med en samlet nordjysk landbrugsorganisation vil vi stå stærkere både fagligt og politisk, og vi ved, at der er bred opbakning til det blandt de nordjyske landmænd. På trods af den verserende sag mener vi stadig, at en fusion er det rigtige, men er naturligvis klar over, at det ikke er realistisk på kort sigt.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Adm. direktør Uffe Bertelsen, LandboNord, tlf. 9624 2400 og mobil 3046 3820.
  • Formand Niels Vestergaard Salling, Landboforeningen Nordjylland, tlf. dir. 9883 2244 og mobil 2161 8211.
  • Advokat Karsten Madsen, HjulmandKaptain, tlf. dir. 4063 1202.







Kontakt