Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Flere lodsejere har betalt skat af skattefrie erstatninger 18-12-2018

Flere lodsejere har betalt skat af skattefrie erstatninger

Skattefrie erstatninger: Strukturskader forårsaget af anlægsarbejde er skattefrie. Det har Landsskatteretten netop afgjort, blandt andet på baggrund af en sag ført af LandboNord. Økonomikonsulent i LandboNord, Poul Erik Poulsen, vurderer, at afgørelsen åbner op for flere lignende sager.

Det kan betegnes dom en særdeles god dag på kontoret, da økonomikonsulent i LandboNord, Poul Erik Poulsen, fik afgørelsen fra Landsskatteretten forleden. I samarbejde med SEGES havde LandboNord nemlig sikret, at en landmand fra Himmerland kunne beholde hele sin erstatning skattefrit.

Sagen, der har betydning for rigtig mange landmænd, begyndte med at landmanden fik udbetalt en erstatning fra Energinet i maj 2013. Erstatningen var på 30.045 kr, hvor det meste var erstatning for den strukturskade EnergiNet forvoldte på jorden, da de nedgravede et nyt el-kabel tværs over marken.

- I regnskabet behandlede vi strukturskadeerstatningen som en skattefri indtægt, idet der er tale om en erstatning for en (lang)varig skade på ejendommens jorde. Erstatningen skal dermed skattemæssigt behandles efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Da EnergiNet kan ekspropriere til det givne formål, er erstatningen skattefri efter §11, fortæller Poul Erik Poulsen.

SKAT uenig med vurdering

Men året efter forhøjede SKAT indkomsten med strukturskadeerstatningen, idet de argumenterede for, at der blot var tale om en erstatning for et midlertidigt (mindre end 5 år) udbyttetab på ejendommen. SKAT henviste til et bindende svar fra Skatterådet fra 2011, som ifølge Poul Erik Poulsen er forkert.

- Struktur-skade-erstatning. Man kan næsten høre det på ordet. Der er selvfølgelig tale om en langvarig skade. Erstatningen har da også en størrelse der indikerer, at der ikke blot er tale om et mindre udbyttetab i få år, men om en langvarig skade på jorden, der hvor de store tunge maskiner gravet og strukturen i jorden derfor er ødelagt, siger Poul Erik Poulsen.

LandboNord klagede over afgørelse

Skaderne erstattes i 3 kategorier, idet både Let, Middel og Svær strukturskade erstattes.  Erstatningen er på op til 34.600 kr pr Ha., for det opgravede areal med svær skade. Det svarer faktisk til 30% udbyttenedgang i 19 år. Derfor valgte landmanden, sammen med LandboNord, af principielle årsager at klage i januar 2016 til Landsskatteretten over SKATs afgørelse.

- Vi beviste bl.a. via rapporter fra landmanden, planteavlskonsulenten og en seniorforsker på Aarhus Universitet, at der er tale om erstatninger for skader på jorden i en længere periode end 5 år. Vi påviste også de fejl der er i Skatterådets bindende svar fra 2011, siger Poul Erik Poulsen.

Flere lignende sager

Efter knap 3 år, har landmanden så fået den endelige afgørelse, hvor Landsskatteretten giver ham fuldt medhold. Alle 3 typer af strukturskadeerstatninger skal behandles efter ejendomsavancebeskatningsloven og er derfor skattefrie for landmanden.

SKAT har erkendt, at vi havde selvangivet korrekt. Så det blev en god dag på kontoret, men det åbner også op for, at kan være flere lodsejere, som har betalt skat af skattefrie strukturskadeerstatninger. Derfor vil jeg opfordre til, at man kontakter mig, hvis man vil have sin sag vurderet, siger Poul Erik Poulsen.

Du kan kontakte økonomikonsulent i LandboNord, Poul Erik Poulsen, på telefon 2118 8496 / 9624 1755.








Kontakt