Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Gratis rådgivning satte skub i tingene 01-12-2015

Gratis rådgivning satte skub i tingene

Mælkeproducent Casper Pedersen fra Bindslev er glad for LandboNords tilbud om gratis rådgivning. Selvom resultaterne på bedriften ligger godt over landsgennemsnittet, så blev der alligevel fundet flere potentialer, som Casper Pedersen nu er gået i gang med at efterprøve.

Casper Pedersen er en af de mange nordjyske fødevareproducenter, som har takket ja til LandboNords tilbud om gratis rådgivning. Rådgivningen består i et besøg af to konsulenter, som forinden har analyseret bedriftens tal og derigennem fundet mulige indsatsområder.

- Et enkelt møde kan jo ikke ændre alt, men jeg syntes, at det var et godt tilbud. Jeg kender mit regnskab og ved godt, hvor jeg afviger fra de bedste 25 procent. Men ved at få andre øjne på det, kunne jeg få drøftet, hvordan vi kunne ændre tingene. Ofte drejer det sig om at få ændret nogle daglige rutiner, siger Casper Pedersen.

De to konsulenter, planteavlskonsulent Søren Greve Olesen og kvægrådgiver Michael Mortensen, kom med en række konkrete forslag til, hvordan Casper Pedersen kunne optimere sin bedrift. Et af fokusområderne blev at forbedre forholdene for goldkøerne.

- Vi havde goldkøerne sammen med kvierne. De blev fodret med den samme blanding, da det var nemmest. Men det har ikke vist sig at være optimalt. Derudover diskuterede vi muligheden for at forbedre liggeforholdene i deres stald, så de ville ligge mere ned, fortæller Casper Pedersen.

Kort tid efter besøget gik Casper Pedersen i gang med at overveje fodringerne og at lave bagkanter i båsene, så madrasserne kunne suppleres med fiberstrøelse. En strøelse som goldkøerne var vant til fra ko-stalden. 

- Det var ikke svært at gennemføre de initiativer, vi fik foreslået. Det handler bare om at tænke lidt anderledes. Da jeg kom i stalden morgenen efter, at vi havde fået lavet bagkanter og båse med strøelse, så lå alle køerne ned, fortæller Casper Pedersen.

Hvor stor forskel ændringerne hos goldkøerne vil betyde, er endnu for tidligt at sige. Men der skulle ligge et stort potentiale hos de nykælvede køer i takt med velfærden i stalden bliver forbedret, og det er Casper Pedersen nu blevet endnu mere opmærksom på. Målet for ham er nu at øge indsatsen hos goldkøerne og i det hele taget at øge aldersgennemsnittet i besætningen.

- Hvis vi kunne gennemføre de mål, så var kvægrådgiver Michael Morten så frisk at sige, at vi kunne lave 500 kg mælk mere pr. årsko – uden at skulle ændre på mængden af foder. Med en hurtig hovedregning betyder det 200.000 kroner i potentiale på den konto, så nu skal det vise sig, om det også holder vand. Jeg vil i hvert fald holde ham op på det, siger Casper Pedersen.

Et andet sted, som Casper Pedersen kunne optimere sin bedrift, var på markarbejdet. Her opfordrede planteavlskonsulent Søren Greve Olesen til, at der måske kunne være penge at hente på maskinomkostninger.

- Jeg har aldrig bekymret mig om maskinomkostningerne, da vi har en rimelig god produktionspris på vores grovfoder. Vi har kun ganske få maskiner selv, som jeg i sin tid overtog fra min far. Derfor bruger vi maskinstation, men den løsning kunne måske optimeres, hvis vi planlage markarbejdet lidt anderledes, siger Casper Pedersen.

Derfor stopper arbejdet med at finde potentialer på bedriften i Bindslev ikke her. Besøget har givet inspiration til at tænke i nye baner og vigtigst af alt sat skub i nye initiativer som gerne skulle vise sig på bundlinjen i den kommende tid.

- Selvom man kører med nogle gode resultater, så er det jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre det bedre. Omvendt skal man heller ikke lave om på tingene bare for at lave dem om, men det er sundt at få lavet lidt om på sine vaner en gang imellem, siger Casper Pedersen. 








Kontakt