Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Landmænd forberedte sig til årets høst 25-06-2015

Landmænd forberedte sig til årets høst

Onsdag eftermiddag havde ca. 80 landmænd lagt vejen forbi Dronninglund, hvor LandboNords PlanteRådgivning holdt årets høstdag. Her blev emner som tørring og opbevaring af afgrøderne, effektivisering af høstkapaciteten og regler for efterafgrøder gennemgået.

LandboNord har efterhånden tradition for at invitere landmænd til høstdag, så alle føler sig godt klædt på til at få det optimale udbytte af årets høst. Selvom en stor del af arbejdet for at få en fornuftig høst i hus er foregået i løbet af sæsonen, så er det afgørende, at afgrøderne bliver tørret og opbevaret rigtigt

  • Det betyder alt for afgrødens kvalitet, at den bliver tørret og opbevaret ordentligt. Man kan sige, at det afgør, om afgrøden kan bruges som foder, eller om den kun egner sig til brændsel. Derfor giver vi landmændene input til forskellige metoder til at tørre og opbevare deres afgrøder, fortæller Niels Arvidson, der er fagchef for salgsafgrøder i LandboNord.

Også maskinkonsulent Karl Jørgen Nielsen deltog i arrangementet, og han gav deltagerne ny inspiration til, hvordan de kan optimere høstarbejdet med eksisterende maskineri. En metode til at øge mejetærskerens kapacitet er eksempelvis at øge stubhøjden på afgrøderne.

Per Pedersen var en af de fremmødte landmænd, der var kommet til arrangementet, fordi han var nysgerrig på at høre lidt mere om forskellige metoder til tørring af afgrøderne.

  • Hvis jeg skal ud at købe korn, og det ikke er tørt nok, når jeg modtager det, skal jeg finde en løsning, hvor jeg selv kan tørre det i to store haller, jeg har. Så lige nu lurer jeg lidt på et mobiltørreri, fortalte Per Pedersen.

Udover det praktiske arbejde med at få høsten i hus, så forklarede LandboNords planteavlskonsulent Jakob Møller også om de nye regler for efterafgrøder og miljøfokusområder i forhold til etableringen af afgrøderne til næste sæson.

  • Det er vigtigt at gennemgå reglerne allerede nu, for når vi ser landmanden igen, har han sandsynligvis allerede sået sin vintersæd, og på det tidspunkt er det for sent at tilpasse sig reglerne, siger Niels Arvidson.

Arrangementet fandt sted hos Landmand Brian Sørensen, Vester Thorupvej 19, 9330 Dronninglund.

For yderligere oplysninger kontakt

Fagchef, salgsafgrøder Niels Arvidson på telefon 9624 2592 eller på 2011 4652.








Kontakt