Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Minister roser LandboNord-initiativ 23-07-2014

Minister roser LandboNord-initiativ

LandboNords arbejde med at involvere elever og lærere fra hele landsdelen til Hjørring Dyrskue, er nu også blevet bemærket af undervisningsminister Christine Antorini (Soc.dem.). Hun mener, at det er et godt eksempel på, hvordan elever og skoler får noget ud af at samarbejde med lokalmiljøet.

Kort inden sommerferien var over 2500 elever og lærere samlet på første dag af Hjørring Dyrskue. Her havde de mulighed for at få stimuleret sanserne – blandt andet ved at lave mad, gætte kornsorter, malke køer og en lang række andre ting, som har med landbruget at gøre. Undervisningsminister Christine Antorini er glad for initiativet.

- Det er et godt initiativ, som LandboNord har taget med de lokale skoler. Her kan eleverne bl.a. lære om fødevarernes vej fra jord til bord og hvilke jobmuligheder, der er i landbruget, siger Christine Antorini.

Det er en gammel tradition, at skolebørn på første dagen kan komme og besøge Hjørring Dyrskue sammen med deres lærer. Et stort arbejde som involverer mange frivillige landmænd og deres familier. Formand for LandboNords Skolekontaktudvalg, Niels Hedermann, har ingen planer om at ændre på den tradition.

- Vi giver børnene et nuanceret billede af landbruget. Flere af dem har vi været ude at besøge inden, eller også har de besøgt os, så de kan se, hvad vi går og laver. De får en forståelse for, hvad vi som landmænd har behov for, for at kunne producere og udvikle fødevarer, siger Niels Hedermann.

Han kan ikke gøre arbejdet op i kroner og ører, men Niels Hedermann er sikker på, at det resulterer i meget goodwill. Derfor overvejer han i øjeblikket hvordan LandboNord kan videreudvikle konceptet i forbindelse med den nye skolereform, som undervisningsministeren indfører her efter sommerferien. Ifølge ministeren er der gode muligheder for at bygge videre på tanken om et tættere samarbejde.

- Hele ideen med Den åbne skole i den nye skolereform er, at eleverne igennem konkrete samarbejder med det lokale foreningsliv, virksomheder og organisationer kan blive dygtigere, fordi deres viden bruges i praksis. LandboNords initiativ er et godt eksempel på, hvordan elever og skoler får noget ud af at samarbejde med lokalmiljøet, siger undervisningsminister Christine Antorini.

www.hjorringdyrskue.dk/skolekontakten kan man læse mere om initiativet, og hvis en skoleklasse har lyst til at booke en landmand eller et gårdbesøg, kan det gøres på www.skole.lf.dk








Kontakt