Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Ny chefkonsulent hos LandboNord 13-06-2014

Ny chefkonsulent hos LandboNord

Merete Lehmann Andersen er LandboNords nye chefkonsulent for SvineRådgivning. Med udnævnelsen vil LandboNord styrke det tværfaglige samarbejde med base i Brønderslev.

I begyndelsen af juni blev planerne om at fusionere LandboNords SvineRådgivning med Svinerådgivning Vest droppet. I det øjeblik det var en realitet, gik ledelsen i LandboNord i gang med at sikre den optimale struktur. Det betyder, at samtlige primære rådgivninger – Økonomi, Plante, Kvæg, Miljø og altså Svin fortsat vil være samlet i ét hus – og med hver sin chefkonsulent. Derfor faldt valget på Merete Lehmann Andersen, som har været en del af organisationen i mere end 18 år. Først som svinerådgiver, så afdelingsleder og nu altså chefkonsulent.

- Det var vigtigt for os at vælge en person, som havde de helt rigtige kompetencer og ikke mindst kendskab til vores visioner for den videre udvikling her i Nordjylland. Når vi kombinerer Meretes faglige baggrund fra staldene med hendes ledelsesmæssige, så har vi et godt udgangspunkt for at fortsætte den gode rådgivning, som vi er kendt for, siger adm. direktør hos LandboNord, Uffe Bertelsen.

Merete Lehmann Andersen er glad for udnævnelsen, og hun vil udnytte, at SvineRådgivningen nu bliver sammen med resten af afdelingerne i LandboNord.

- Vi har en stor styrke og mange års erfaring i at samarbejde med de andre afdelinger i LandboNord. Den tværfaglige pakke, vi kan tilbyde, dækker svineområdet rigtig bredt. Vi skal fortsat skabe værdi for vores kunder, så de kan udnytte deres potentialer, siger chefkonsulent i SvineRådgivning, Merete Lehmann Andersen.

Oprindeligt er Merete Lehmann Andersen uddannet agronom og derefter HR-konsulent. I de sidste mange år har hun fortrinsvis arbejdet med ledelse på forskellige typer bedrifter.

Privat bor Merete Lehmann Andersen i Løkken med sin mand og sine tre børn.

 

For yderligere oplysninger kontakt

Adm. direktør Uffe Bertelsen på telefon 9624 2400 eller chefkonsulent Merete L. Andersen på telefon 2010 6194.








Kontakt