Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Opsamling på COVID-19 information 01-05-2020

Opsamling på COVID-19 information

Uge 18: Regeringen og alle Folketingets partier er enige om omfattende hjælpepakker til dansk økonomi i forbindelse med tab som følge af COVID-19

I LandboNord er vores hold af eksperter klar til at hjælpe dig og din virksomhed. På hjemmesiden lnerhverv.dk kan du finde relevant information. Her kan du også blive ringet op af en medarbejder, som kan hjælpe dig i den konkrete situation, du oplever i øjeblikket.

I det følgende kan du læse lidt om det, der er sket i løbet af uge 18

  • Rentefrit lån i moms- og lønsumsafgift
  • COVID-19 som arbejdsskade

Rentefrit lån i moms- og lønsumsafgift

Ordningen er nu vedtaget i folketinget den 30. april 2020 - Ordningen er ikke betinget af COVID-19.

Der åbnes for ansøgning den 5. maj 2020 med senest ansøgningsfrist den 15. juni 2020. Ansøgningen udarbejdes på virk.dk – eller via www.virksomhedsguiden.dk. Du kan selv udfylde og indsende ansøgningen eller få din rådgivers hjælp.

SKAT forventer at behandle ansøgningen i løbet af 5 bankdage, hvorefter der sendes resultat af ansøgning via TastSelv Erhverv. Lånet betales tilbage via skattekontoen senest den 1. april 2021.

Din virksomhed kan ansøge om rentefrit momslån på et beløb svarende til den moms, virksomheden indberettede senest den 2. marts 2020 - vedrørende momsafregning for enten 2. halvår 2019 eller 4. kvartal 2019. Visse virksomheder der indberetter lønsumsafgift (fysioterapeuter, tandlæger, taxa-vognmænd m.fl.), kan ansøge om lån svarende til lønsumsafgiften for 1. kvartal 2020, samt ¼ af lønsumsafgiften for overskuddet 2019, hvis det er angivet.

Skulle din virksomhed have gæld til staten, kan den alligevel være omfattet af lånemuligheden. Hvis gælden er på størrelse med momslånet, bliver lånet ikke udbetalt til virksomheden, men i stedet brugt til at dække virksomhedens gæld – hvilket kan give besparelser ift. renter og rykkergebyr på forfalden gæld, og dermed en chance for at komme godt med igen.

Ønsker du hjælp eller vejledning til ansøgningen af lånet, er du meget velkommen til at læse mere via linket her eller kontakte din økonomikonsulent.


COVID-19 som arbejdsskade

Er du eller har du en medarbejder, som er blevet smittet med COVID-19 i forbindelse med udførelsen af arbejdet, er det nu muligt at få sygdommen anerkendt som en arbejdsskade.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) træffer afgørelse om, hvorvidt smitte i forbindelse med arbejdet kan anerkendes som en arbejdsulykke eller som en erhvervssygdom. Dette har indflydelse på din mulighed for at få dækket udgifter til helbredsmæssig behandling, medicin og hjælpemidler m.v. Ligeledes vil afgørelsen have indflydelse på, hvorvidt du er berettiget til erstatning.

Erstatningen omfatter godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Ved dødsfald i forbindelse med sygdommen kan der være mulighed for at få erstatning til efterladte.

Hvis du, eller en medarbejder mener, at være blevet syg på baggrund af udførelsen af arbejdet, skal dette anmeldes til arbejdsgivers forsikringsselskab. Anmeldelsen skal ske via den digitale anmelde portal EASY. Anmeldelsen skal ske hurtigst muligt og senest 9 dage efter sygdommens start. AES skal underrettes om dødsfald, der må antages at skyldes en arbejdsskade, indenfor 48 timer.

Ønsker du yderligere oplysninger om ovenstående, kan du kontakte socialkonsulent Mette Neist.   

For yderligere information om ovenstående hjælpepakker, kan du læse mere på lnerhverv.dk, eller på www.virkomhedsguiden.dk, hvor der jævnligt sker opdateringer.

Har du spørgsmål – så kontakt din økonomikonsulent eller en af vores øvrige eksperter på telefon 96242424.








Kontakt