Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Politisk medvind og rekordresultat i LandboNord 17-03-2016

Politisk medvind og rekordresultat i LandboNord

Landbrugets krise blev igen i år et centralt tema på LandboNords generalforsamling, som torsdag aften blev afholdt i Brønderslev. Men endnu et rekordresultat i rådgivningsforretningen og gode lokalpolitiske resultater og samarbejder i foreningen vidner om, at nordjyderne ikke sidder handlingslammet tilbage.

Op til generalforsamlingen havde LandboNord offentliggjort endnu et godt resultat på bundlinjen. Med et overskud på hele 11,5 millioner kroner og en rekordudlodning til medlemmerne på ni millioner kroner, kunne de fremmødte deltagere endnu en gang konstatere, at LandboNord er en stærk kommerciel forretning. På den politiske front var der også mange flotte resultater at bide mærke i – på trods af den historiske krise i dansk landbrug.

- Tallene viser desværre, at vi er hårdt ramt heroppe i Nordjylland. Vi har længe bedt politikerne på Christiansborg om at lempe rammevilkårene for erhvervet, og det er heldigvis også sket med den nye landbrugspakke. Samtidig er der også en overordnet forståelse for vores situation ude i kommunerne, men det redder desværre ikke de landmænd, der i dag sidder i dyb krise. Derfor må der findes en afklaring for den enkelte; enten om at forlade erhvervet eller at fortsætte. Hvis man fortsætter, bør det være med en optimistisk tro på fremtiden, sagde Niels Vestergaard Salling.  

Stor interesse for landbruget

Ifølge Niels Vestergaard Salling er der god grund til at fortsætte det politiske arbejde for bedre vilkår til erhvervet, men samtidig bevare et lyst syn på fremtiden. I sin beretning viste han flere eksempler på, at der i befolkningen er en stor interesse for landbruget – og ikke blot for de negative historier. Derfor opfordrede han medlemmerne til at være åbne overfor at dele de mange gode budskaber, der følger med ved at bo på landet.

- Åbent Landbrug, LandboNords dyrskuer i Fjerritslev og Hjørring er blot tre eksempler på den enorme interesse vi oplever hvert år fra befolkningen. Heldigvis er LandboNord en stærk forretning, så vi har midlerne til at fortsætte arbejdet med at øge kendskabet til erhvervet. Det gælder også i vores politiske arbejde, hvor vi som eksempel nu på tredje år samarbejder med SEGES om drænvandsmålingerne, som bidrager til at udrydde de mange misforståelser der er opstået i debatten omkring landbrugets miljøpåvirkning, sagde Niels Vestergaard Salling.

Efterspørgsel på den nyeste viden

Adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen, fremlagde årsregnskabet, som igen i år viser høj aktivitet og fremgang i indtjeningen. LandboNords satsning på god rådgivning og stærke kompetencer, som kan skabe resultater for den enkelte fødevareproducent, har vist sig at være den rigtige strategi på trods af landbrugets svære situation.

- Selvom landbruget er ramt fra flere sider, så kan vi se, at det ikke er ensbetydende med, at vores kunder graver sig ned for at ride stormen af. Der er en løbende efterspørgsel på den nyeste viden inden for samtlige af vores faggrene. Blandt andet i vores ØkonomiRådgivning, hvor LandboNord, som den første i Danmark, går i spidsen med digitaliseringen af fremtidens regnskaber. Det betyder, at kunderne nu kan vælge den digitale løsning, som passer til deres bedrift og rutiner, så de kan få et løbende overblik over økonomien, sagde Uffe Bertelsen.

Resultatet af LandboNords eget overblik over økonomien betyder, at rådgivningspriserne forbliver uændrede for femte år i træk, og at der blev udloddet et rekordstort udbytte på hele ni millioner kroner til LandboNords godt 1.200 medlemmer.








Kontakt