Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Sådan bliver du tilskudsklar 25-09-2015

Sådan bliver du tilskudsklar

Det kan være en fordel hurtigt at blive konkret i dine overvejelser, hvis du vil søge om tilskud til investeringer på din bedrift. I mange tilfælde kræver en ombygning nemlig en godkendelse, inden man søger tilskud. Derfor opfordrer LandboNords MiljøRådgivning til, at man er så godt forberedt som muligt, inden ansøgningsrunden starter.

I løbet af året er det muligt at søge flere tilskudsordninger, som fremmer investeringer i landbruget. Derfor bliver mange fødevareproducenter hjulpet af LandboNords MiljøRådgivning - både i arbejdet med at søge midlerne, men også i arbejdet med at skaffe de nødvendige tilladelser, som de nye investeringer kræver.

- På trods af svigtende indtjening i øjeblikket, så er der helt sikkert nogle fødevareproducenter, som går og overvejer at søge moderniseringsstøtte efter nytår. Går man med de overvejelser, skal man være opmærksom på, at det er nu, vi skal i gang med at søge de nødvendige tilladelser hjem. En miljøtilladelse eller godkendelse kan jo godt tage et par måneder i sagsbehandlingstid ude i kommunerne, siger miljøkonsulent Karoline Holst.

I foråret 2016 åbner ansøgningsrunden til modernisering af kvægstalde og svinestalde med to puljer på hver 126 millioner kroner, så LandboNord har allerede begyndt en dialog med flere kommuner i forbindelse med kundernes mulige projekter. Det er dog ikke altid, at godkendelserne skal være i hus, men ifølge natur- og miljøkonsulent Kirsten Plesner Thomsen, så står man stærkere, hvis man har gjort meget af hjemmearbejdet inden.

- I forbindelse med etablering af ny natur som eksempelvis en sø, så skal tilladelserne være i orden inden, man ansøger. Tilladelserne skal gives af kommunen i forhold til lokalplan og naturbeskyttelsesloven, så dem der tidligt i forløbet bliver meget konkrete i deres planer, de vil have en fordel, siger Kirsten Plesner Thomsen.

Derfor anbefaler Karoline Holst og Kirsten Plesner Thomsen, at man hellere ringer og spørger dem en gang for meget, hvis man går med tanker om at søge tilskud.

- Ved ansøgningsrunden til moderniseringen af kvægstalde og svinestalde vil det være et krav, at man har et tilsagn om finansiering fra sit pengeinstitut. I den forbindelse har vi god erfaring med at trække på ekspertisen i vores ØkonomiRådgivning, så projektet bliver gennemarbejdet, inden det bliver præsenteret for banken, siger miljøkonsulent i LandboNord Karoline Holst.

For mere information om at forberede sig bedst muligt til næste tilskudsrunde: Kontakt LandboNords MiljøRådgivning på telefon 9624 2424








Kontakt