Nyt fra LandboNord

Skattefri efterlønsudbetaling 12-05-2022

Frem til 30. juni 2022 er der mulighed for at få sine efterlønsbidrag udbetalt skattefrit.
Har du indbetalt til efterlønsordningen, og er du født i 1959 eller senere, så har du sikkert modtaget brev fra din a-kasse om muligheden.
- Der er mange penge at spare, hvis du søger om at få din efterløn udbetalt. Du sparer 30 procent i afgift af det indbetalte bidrag, siger socialkonsulent i LandboNord Mette Neist.
Står du overfor at skulle planlægge dit seniorliv, så er det vigtigt at indregne denne mulighed.
- De færreste er klar over, at der i dag sker store modregninger i efterlønnen, hvis man selv har sparet op til sin pension. Der sker modregning af ALLE pensioner i hele efterlønsperioden. Eksempelvis bliver kapitalpensioner modregnet med 4% og livrente modregnes med 64% af årlig udbetaling, siger Mette Neist.
Alt efter hvor meget man selv har sparet op, kan det derfor, økonomisk bedre svare sig, at få sine efterlønsbidrag afgiftsfrit udbetalt nu.
- Ved at hæve sin efterløn mister man dog også retten til senere at gå på efterløn, til et seniorjob, fleksydelse m.m. Disse overvejelser skal naturligvis også bringes i spil, fortæller Mette Neist.
Andre står i den situation, at de af forskellige årsager kan være berettiget til enten seniorpension, førtidspension eller Tidlig Pension/Arne Pension, og derfor vil en afgiftsfri udbetaling være bedre.
- Hvis du ønsker at fortsætte med at arbejde efter efterlønsalderen, kan det dog være en fordel for dig at fortsætte indbetalingerne. Der skal foretages en individuel vurdering og prioritering i hver enkel situation. Det er en god idé at få råd og vejledning om, hvad der gør sig gældende for den enkelte, siger Mette Neist.
For yderligere oplysninger kontakt Socialkonsulent i LandboNord, Mette Neist, på telefon 4052 5215
Tweet