Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Svineproducenter fik masser af ny inspiration 30-01-2015

Svineproducenter fik masser af ny inspiration

Knap 300 landmænd og rådgivere var fredag samlet i Brønderslev til årsmøde i LandboNord SvineRådgivning. Det var uundgåeligt, at den trængte økonomiske situation kom til at fylde i beretningerne for året. Til gengæld satte de mange faglige indlæg skarpt fokus på de praktiske løsninger, hvor svineproducenten selv kan gøre en forskel i produktionen.

 

Ruslandskrise og faldende notering kan den enkelte svineproducent ikke ændre på, og det kan for mange virke uoverkommeligt at stå op og knokle hårdt hver dag, når udsigterne til, at det hårde arbejde betaler sig, er meget ringe. Men af netop den grund lagde de faglige indlægsholderne på årsmødet vægt på de praktiske løsninger, som den enkelte svineproducent kan bruge for at optimere i produktionen. Blandt emnerne var trimning af slagtesvineproduktion, mælkeanlæg og overblik giver resultater.

 

Men i de to beretninger af både svineudvalgsformand Torben Farum og chefkonsulent Merete L. Andersen var der selvfølgelig også fokus på den svære økonomiske situation.

 

  • Når vi ser på de udfordringer, de fleste står i lige nu, er ”ulige kamp” en mild underdrivelse. Vi er gennem de seneste efterhånden mange år blevet beskåret på vores muligheder for at agere som landmænd. Mens vi kæmper for at holde skindet på næsen, fortsætter vores regering med at vælte forhindringer ud foran os.  2015 ser rigtigt dårligt ud, og vi er mange, som kommer til at overveje, om der fortsat skal stå svineproducent på visitkortet, sagde svineudvalgsformand Torben Farum i sin beretning.

Til trods for den økonomiske situation gav chefkonsulent Merete L. Andersen deltagerne på mødet en opfordring til at rette ryggen, for producenterne gør faktisk fremskridt.

 

  • Set i lyset af den økonomiske situation er det virkelig vigtigt, at I klemmer ballerne sammen og leverer nogle gode produktionsresultater. Når vi sammenligner de nordjyske besætningers resultater med landsgennemsnittet for 2013 ligger I fornuftigt på de fleste parametre. På soholdet har der været en fremgang fra 2013 til 14, det er rigtig godt gået, og viser at I har styr på tingene, sagde hun.

Kåring af årets bedste producenter

På årsmødet blev årets producenter inden for driftsgrenene soholder, FRATS og slagtesvin kåret. Titlerne gik til:

 

  • Årets soholder 2015: Jonas og Danni Sørensen, St. Vognsbæk
  • Årets FRATS-producent: Verner Nielsen, Gølstrup
  • Årets slagtesvineproducent: Nils Jensen, Rørholt

Google glasses, motivation og engagement

Over middag var en række indlæg med afsæt uden for svineproduktion på programmet. Men selvom afsættet blev taget andre steder, så var der i alle indlæggene pointer, som sagtens kunne bruges som inspiration hos de mange deltagere. Blandt andet gav chefkonsulent, Nicolai Fog Hansen fra SEGES, et indblik i, hvordan Google Glasses har taget teknologien til et nyt niveau. Undervejs gav han eksempler på, hvordan en svineproducent vil kunne bruge denne teknologi til at optimere på bedriften. Og som afrunding på dagen gav direktør for Smukfest, Flemming Dybbøl sin version af, hvordan de på Smukfest hele tiden arbejder for at skabe noget nyt og anderledes, og hvordan de mere end 12.000 frivillige via en flad organisation motiveres til at komme tilbage år efter år.

For yderligere oplysninger kontakt

Chefkonsulent i LandboNord Merete L. Andersen på telefon 96241884 / 2010 6194

Svineudvalgets formand Torben Farum på telefon 98468073 / 22337317








Kontakt