Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Tjek fuldfoderet i varmen 16-06-2020

Tjek fuldfoderet i varmen

Vær ekstra opmærksom på temperaturudviklingen i øjeblikket. Ædelyst og ydelse er påvirket, derfor kan det godt betale sig at handle i god tid, anbefaler fagchef i LandboNords KvægRådgivning, Betina Amdisen Røjen.

Med det varme sommervejr som vi oplever nu og i de kommende dage skal alle mælkeproducenter være meget opmærksom på varmestress hos køerne. Allerede ved 20-22 grader i stalden ses varmestress hos køerne, afhængig af deres ydelsesniveau og det påvirker bl.a. køernes ædelyst, advarer fagchef i LandboNord i LandboNords KvægRådgivning, Betina Amdisen Røjen.

- Hvis foderet på foderbordet samtidig tager varme, har det endnu større negativ effekt på foderoptaget og dermed ydelsen. Derfor er mit råd at mærke efter i foderstrengen dagen efter udfodring om foderblandingen er varm. Hvis ja, bør du tage handling, siger Betina Amdisen Røjen.

Der er forskellige midler til stabilisering af fuldfoder og hindring af varmedannelse i foderet.

Kaliumsorbat

En ny undersøgelse har vist at tilsætning af 0,4 kg kaliumsorbat/ton fuldfoder har samme stabiliserende effekt som 3 L propionsyre/ton. Kaliumsorbat er kaliumsaltet af en umættet kortkædet fedtsyre og håndteringen er væsentlig enklere end propionsyre, da det er et salt i fast form og kommer i mikropiller. Det kan opløses i vand.

Priser indhentet i fodringsundersøgelsen viser, at behandling med kaliumsorbat kun kostede det halve af propionsyre (15,76 kr./ton fuldfoder vs. 37,95 kr./ton fuldfoder).

Vær dog opmærksom på, at både kaliumsorbat og propionsyre i ren form kræver registrering som HACCP landbrug.

Tørsyreprodukter

Tørsyreprodukter virker også godt som forebyggelse mod varme i foderet. Tørsyre kan typisk bruges uden forudgående opløsning i vand men tjek altid doseringen. Priser og dosering varierer mellem produkter. Fordelen ved tørsyre er, at det kan håndteres som almindelige sækkevarer og ikke kræver HACCAP.

Fodersalt

Brug af fodersalt til stabilisering af fuldfoder har været kendt længe og en ny undersøgelse viser, at tilsætning af fodersalt i kombination med propionsyre eller kaliumsorbat har en forstærkende effekt på den aerobe stabilitet af fuldfoderet. Dog er erfaringsgrundlaget for anvendelse af høje saltmængder om sommeren meget begrænset.

Vær også opmærksom på goldkøerne

Det frarådes at bruge tørsyrer til stabilisering af forsurede goldkorationer, da erfaringer fra praksis viser, at tørsyre kan ophæve forsuringen. Men bruges tørsyre alligevel, skal doseringen af forsurende salte øges for at opretholde den forsurende effekt af rationen. Tørsyreprodukterne indeholder desuden oftest calciumkilder, så det skal man være opmærksom på, hvis man anvender lav calciumtildeling som forebyggelse mod mælkefeber. Kaliumsorbat har, qua sit høje kaliumindhold, en høj CAB-værdi så også her skal CAB-bidraget fra kaliumsorbat indregnes i behovet for forsuring af goldkøerne.

- På de fleste landbrug har man en strategi for stabilisering af temperaturudviklingen i fuldfoderet. Desværre bliver den ikke altid taget i brug, før det er for sent, og ydelsen falder. Derfor er mit håb, at flere får handlet på det i tide, siger Betina Amdisen Røjen.

For yderligere oplysninger kontakt

LandboNords KvægRådgivning på telefon 9624 2424








Kontakt