Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Nyt fra LandboNord

Udbetalinger fra hjælpepakkerne ruller 15-05-2020

Udbetalinger fra hjælpepakkerne ruller

Mange af de avlere, som LandboNord har hjulpet med ansøgning, har allerede modtaget kompensation for selvstændige ifølge de ordninger, som myndighederne har indført pga. COVID-19-situationen.

Følgende artikel er produceret af Kopenhagen Fur.

LandboNord har hjulpet omkring 70 avlere med at sende ansøgninger af sted for kompensation for selvstændige. Hos flere af avlerne er pengene allerede sat ind på deres bankkonto.

- Jeg tænker, at alle ansøgningerne går igennem. Der er selvfølgelig forskellige nuancer i dem, men jeg tror helt bestemt, at resten af ansøgerne også snart vil modtage kompensation, siger Kennet Rønfeldt, som er Virksomhedsrådgiver i LandboNord.

Kompensationen for selvstændiges omsætningstab er fastsat til 23.000 kr. om måneden, altså 92.000 kr. for de nu i alt fire måneder, som ordningen dækker.

Egentlig ret nemt

Herman Jensen er en af de avlere, som har modtaget kompensation. Han søgte pengene for små fire uger siden, og efter 10 dage fik han svar om, at han ville få pengene udbetalt.

- Det var egentlig en ret nem proces, og LandboNord har været gode. Selve ansøgningen tog fem minutter at udfylde. Jeg skulle nærmest bare vedhæfte to dokumenter, som LandboNord havde gjort klar. Det er dejligt, når der er noget, der fungerer godt i en ellers kedelig tid. Det hjælper på, at vi kan overleve som pelsdyravlere. Næste ansøgning for kompensation for faste omkostninger er ikke klar endnu, fordi bekendtgørelsen først lige er faldet på plads, men jeg håber, at det går lige så nemt at søge den, siger han.

En anden avler, der også har fået udbetalt kompensation, er Finn Thomsen.

- Jeg ringede til Kennet (LandboNord red.), da der begyndte at være snak om hjælpepakkerne. Jeg ville gerne søge det, jeg nu kunne. Vi snakkede om de tal, der skulle med i ansøgningen, og så ordnede Kennet det hele. Jeg er lidt af en analfabet, når det kommer til computere, så han hjalp også med at få sendt ansøgningen af sted. Hvis jeg skulle have klaret det alene, havde det taget fire timer. Det var lidt indviklet på den side, hvor man skulle søge. Men vi fandt ud af det, og i torsdags, da jeg skulle lave regnskab, var penge tikket ind. Jeg har også tænkt mig at søge for den ekstra måned, der er åbnet for i mellemtiden, og faste omkostninger, siger han.

Kompensation for faste omkostninger

Næste skridt i LandboNord er netop at hjælpe avlerne med at få del i ordningen for faste omkostninger.

- Det er en tung opgave, for vi skal periodisere rub og stub i forhold til avlernes faste omkostninger. Men det arbejde er vi så småt i gang med, og så arbejder vi med at holde tråd i avlerne og få sendt information ud til dem, så vi får hjulpet flest mulige, siger Kennet Rønfeldt.

Flere ansøgninger på vej

Hos SAGRO arbejder de på, at der bliver sendt en masse ansøgninger af sted i denne uge for kompensation for selvstændige. Hos vestjysk satser de også på at få de første ansøgninger af sted i denne uge, også til kompensation for selvstændige.

Mange penge til pelsdyravlere

Kopenhagen Fur har arbejdet med politiske kontakter om ordningernes udformning siden begyndelsen af marts og nu også udsendt information og vejledning til alle avlere flere gange, senest i sidste uge.

- Der er for en gennemsnitlig avler mulighed for at hente rigtig mange penge i de to støtteordninger for a) selvstændige og b) faste omkostninger. Tilsammen i størrelsesordenen omkring 400.000 kr. for en gennemsnitsavler med 2.500 tæver. Men det kan være både mere eller mindre afhængig af individuelle forhold hos den enkelte avler. Det er en betydelig og virkelig velkommen håndsrækning til vores erhverv lige nu, så det er bare med at hive fat i økonomirådgiveren og revisoren og få søgt, siger Sander Jacobsen, direktør for avlerforhold hos Kopenhagen Fur.

Som en del af hjælpepakken vedr. faste omkostninger får man også dækket 80 procent af omkostningerne til revisor, dog højst 16.000 kr.

-----

For mere information om muligheder for kompensation

Kontakt Virksomhedsrådgiver i LandboNord, Kennet Rønfeldt, på telefon 29386555 eller mail ker@landbonord.dk








Kontakt