Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Pressemeddelelse

Flere fugle i nordjysk natur 31-05-2019

Flere fugle i nordjysk natur

Behovet for flere fugle i den nordjyske natur er stort. Derfor er Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland, Danmarks Jægerforbund og LandboNord, taget initiativ til at handle i fællesskab på den udfordring.

Alle sejl skal sættes til, hvis der skal gøres noget for at få flere fugle og sikre biodiversiteten i den nordjyske natur. Det mener man i Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland (DOF Nordjylland), Danmarks Jægerforbund og LandboNord, som i den anledning har sat flere initiativer i gang.

- Vi er flere, der er blevet klar over, at vi står over for en alvorlig klima- og biodiversitetskrise, som vi skal handle på. Derfor må vi handle på flere fronter. Et sted at begynde er ved at sikre flere fugle i naturen. Der er mange små naturområder, der har stor betydning for biodiversiteten, både i landbrugslandet og i små bysamfund, som vi skal værne om, siger Svend Erik Mikkelsen, bestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland.

Behøver ikke koste en bondegård

Et af de steder, hvor der er gjort en indsats for fuglelivet, er hos landmand Niels Kristian Oien, Kirkevej 19 Hørby, 9300 Sæby. Tirsdag den 4. juni klokken 19, vil der være en gratis mark- og naturvandring, hvor interesserede kan komme og høre om projektet, der handler om at gøre forskellige tiltag for at forbedre fugle- og dyrelivet i landbrugslandet, uden at det ændrer væsentlig ved landmandens økonomi. Et initiativ som LandboNord gerne ser flere af.

- Det handler om, at vi sammen finder løsninger med respekt for både natur og erhverv. Samarbejdet med DOF Nordjylland og Danmarks Jægerforbund betyder, at vi kan handle i fællesskab og inspirere endnu flere til at sikre et blomstrende insekt- og fugleliv, siger næstformand i LandboNord, Lars Mellemkjær.

Mark- og naturvandringen den 4. juni markerer samtidig starten på DOF Nordjyllands projekt, der handler om at man frit kan få en ornitolog ud til at fortælle om hvilke fugle der findes i lokale naturområder.

Læs mere om mark- og naturvandringen her.








Kontakt