Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Pressemeddelelse

Landmænd debatterede med ministeren 27-11-2018

Landmænd debatterede med ministeren

Over 100 landmænd fik vendt erhvervets udfordringer med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen mandag aften i Aabybro.

De fire lokale landboforeninger Landbo Thy, nf plus, LandboNord og Agri Nord havde mandag aften sammen med Landbrug & Fødevarer sat erhvervets minister Jacob Ellemann-Jensen (V) stævne i DGI Huset i Aabybro.

Flere end 100 landmænd var mødt op for at diskutere erhvervets udfordringer med miljø- og fødevareministeren. Aktuelt er det efterdønningerne af sommerens tørke og især lave priser på svinekød, der er den største udfordring.

- Det er virkeligt positivt, at ministeren kommer for at mødes med os, og der var rig mulighed for alle for at komme til orde, siger formand for én af de fire lokale foreninger bag mødet, Niels Vestergaard Salling, LandboNord.

Landmændene satte blandt andet miljøpolitiske spørgsmål omkring kvælstof, vandplaner, vandløbsregulering og ammoniakreduktion på dagsordenen.

Brug kræfterne anderledes

Ministeren manede dog til, at debatten om landbruget bliver drejet væk fra rettigheder omkring kvælstof og pesticider.

- I skal være helt klar over, at man skader erhvervet ved at blive ved med at stille spørgsmålstegn ved, om kvælstof skader natur og miljø, og ved at kræve at pesticidafgiften fjernes. For forbrugeren lyder det som om, at man vil have flere pesticider, siger ministeren.

Jakob Ellemann-Jensen opfodrede derimod til, at erhvervet bruger kræfterne på at ændre befolkningens opfattelse af landbruget.

- I er verdens absolut bedste fødevareproducenter, og ude omkring i verden er der stor respekt om danske fødevarer. Det skal vi også have herhjemme, siger han. 

Forbrugerne skal bakke op

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var også på talerstolen i går aftes i Aabybro.

- De danske landmænd har en enorm vilje til at omstille sig til de krav, der er fra den omgivende befolkning, sagde landmændenes formand.

Blandt andet lægger mange om til økologi, friland og produktion af antibiotikafri grise.

- Men landmændenes vilje til omstilling er reelt set større end forbrugernes lyst til at aftage varerne, sagde formanden.

Kampagne for erhvervets omdømme

Landbrug & Fødevarer har netop lanceret ny omdømmekampagne for dansk landbrug, og den blev præsenteret for de fremmødte landmænd.

Kampagnen har titlen »Noget af det bedste i verden«, og er målrettet de danske forbrugere.

Formålet er at få danskerne til at blive mere stolte af dansk landbrug og en mere positiv indstilling til erhvervet.

- Politikerne kigger på befolkningen og agerer ud fra folkestemningen. Derfor er det afgørende, at erhvervet har et godt omdømme, siger chefkonsulent, foreningsforhold, Anders Søgaard, L&F.








Kontakt