Hjemmesiden anvender Cookies. Cookies er vigtige for at sikre at hjemmesiden fungerer. Vi bruger også cookies for at indsamle statistik, som løbende er med til at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer vores anvendelse af cookies ved at klikke videre på hjemmesiden. Læs mere om cookies.

Ok

Pressemeddelelse

Viljen til samarbejde er stærk i LandboNord 10-03-2017

Viljen til samarbejde er stærk i LandboNord

Endnu et godt resultat i forretningen, flere nye medlemmer og nye alliancepartnere var blot tre af de punkter, som medlemmerne kunne glæde sig over til årets generalforsamling i LandboNord.

Det var traditionen tro en veloplagt formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, som bød medlemmerne velkommen til generalforsamlingen i LandboNord. Humøret var højt, men 2016 har budt på mange op- og nedture.

- Det er dejligt endnu en gang at konstatere, at vi har en solid opbakning til at fortsætte arbejdet med at styrke landbrugets interesser og sikre en stemme i den offentlige debat. Men vi må også erkende, at flere af medlemmerne har haft et hårdt 2016, hvor især mælkeprisen har været lav. Prognoserne for 2017 giver grund til optimisme, men på flere bedrifter vil det tage tid at vende minus til plus, sagde Niels Vestergaard Salling.

Stærkt resultat

Op til generalforsamlingen kunne forretningen LandboNord fremvise et årsregnskab med et overskud på 6 millioner kroner, hvoraf de 5 millioner går tilbage til medlemmerne i form af rabat på rådgivning. Og i 2016 kom der flere nye medlemmer til.

- Her i LandboNord har vi valgt at gøre en aktiv indsats for at skaffe nye medlemmer. Blandt andet ved ringekampagner, hvor vi fra bestyrelsens side har kontaktet kunder, som har købt rådgivning i LandboNord. Ved det opsøgende arbejde lykkedes det at skaffe 36 nye, som ikke var medlem andre steder. Det har været medvirkende til, at vi i 2016 fik 64 nye medlemmer, hvilket gør os til den forening på landsplan, som har haft den højeste tilgang af nye medlemmer, sagde Niels Vestergaard Salling.

Nye samarbejder til gavn for landbruget

Flere af de nye medlemmer var da også mødt op. Her kunne de blandt andet høre om LandboNords fortsatte arbejde med at skabe samarbejder rundt omkring i Nordjylland til gavn for landbrugets udviklingsmuligheder. Eksempelvis på arbejdsmarkedsområdet, hvor LandboNord, sammen med de nordjyske kommuner, samarbejder med at få ledige og flygtninge i job i landbruget, som mangler arbejdskraft. Det gælder også igen i år indsatsen på vandløbsområdet, hvor lovgivningen halter bagefter, når det gælder klimatilpasning – samt en række andre områder, hvor landbrugets interesser bliver styrket ved alliancer.

- I en travl hverdag kan vi landmænd godt føle os lidt alene, når vi ser hvilke udfordringer, vi står overfor. Men det viser sig jo, at der er mange andre, som også står med hånden på kogepladen. Derfor gør vi her i LandboNord en aktiv indsats for at finde samarbejdspartnere rundt omkring i det nordjyske. Blandt andet på Naturmødet i Hirtshals, hvor vi igen i år er stærkt repræsenteret sammen med Landbrug & Fødevarer, sagde Niels Vestergaard Salling.

Stor efterspørgsel på digitale løsninger

En af betingelserne for foreningens høje aktivitetsniveau er, at det går godt i forretningen LandboNord. Adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen, kunne på mødet fortælle, at der fortsat er god efterspørgsel på professionel rådgivning, og at man for 6. år i træk har valgt ikke at hæve prisen for rådgivning.

- I øjeblikket oplever vi en stor efterspørgsel på digitale løsninger, som hjælper den enkelte kunde med at få et kvalificeret overblik og indsigt i produktionen. Vores satsning på digitalisering har betydet, at vi i dag blandt andet er førende på digitale regnskabsløsninger og VideoAnalyse af kvægbesætninger, sagde Uffe Bertelsen.

Nye ansigter i bestyrelsen

På generalforsamlingen blev der sagt tak for en stor indsats til de to afgående kredsformænd og medlemmer af bestyrelsen, Jane Koller og Frank Andersen. De nye på posterne vil herefter være: Mogens Højholt Hansen (Kreds 4 - Brønderslev) og Per Barup (Kreds 3 - Fjerritslev).

Derudover blev Kirsten Mouritsen, som blandt andet står for Madbazaren på LandboNords dyrskue i Hjørring, hædret med initiativprisen på 10.000,- for hendes store arbejde for landbruget.








Kontakt