Rådgivning

Arbejdsgiveres julegaver til ansatte

Julen er hjerternes fest, og mange arbejdsgivere vil gerne forsøde julen med en gave til sine ansatte, men hvordan er det nu reglerne er?

Julen er hjerternes fest - en gave til sine ansatte

Arbejdsgiveres julegaver til ansatte

Hvad må jeg give mine ansatte i julegave i 2022?

Julen er hjerternes fest, og mange arbejdsgivere vil gerne forsøde julen med en gave til sine ansatte, men hvordan er det nu reglerne er?

Sammenlagt kan en arbejdsgiver i 2022 give sine ansatte skattefrie gaver til en værdi af 1.200 kr. Heri indgår julegaven med 900 kr. Hvis du som arbejdsgiver alene giver en julegave, må den have en værdi på op til 900 kr.

Er der tidligere på året givet gaver til f.eks. påske eller sommerferien, skal man holde øje med om den samlede værdi af årets gaver, inkl. julegaven, overstiger 1.200 kr. I så fald kan modtageren nemlig blive skattepligtig af gaverne, men dog ikke julegaven hvis den i sig selv har en værdi på maks. 900 kr. For langt de fleste, vil man derfor kun skulle holde øje med om julegaven holder sig indenfor grænse på de 900 kr.

Hvad må jeg give?

Julegaven skal være en tingsgave, dvs. en fysisk genstand, eller en løsning der kan sidestilles med en tingsgave. Mange arbejdsgivere benytter webløsninger, hvor den ansatte via et link kan bestille en tingsgave på en hjemmeside hos en leverandør. Her kan man typisk vælge mellem ting til køkkenet, boligen eller personlig pleje. Iflg. praksis skal man kunne vælge mellem mere end 25 forskellige gaver for at gaven er skattefri. Et fysisk gavekort med adgang til af købe for 900 kr. i et stormagasin som Salling, Bilka eller til en handelsstandsforening går derimod ikke, idet gavekortet har en meget bred anvendelsesmulighed og kan sidestilles med kontanter. Det samme gælder for de kendte smartbokse eller andre løsninger der giver adgang til at købe hotelophold, oplevelser og lignende.

Et godt råd er derfor at undgå de omtalte gavekort, og i stedet benytte de andre muligheder. Hvis du har få ansatte, er det også tilladt at spørge medarbejderen hvad hun/han evt. kunne ønske sig, og så købe det som din medarbejder ønsker sig.

økonomirådgivningen
Jens Chr. Obel

Jens Chr. Obel

Chefrådgiver, Skat

jco@landbonord.dk