Skatterådgivning

Betaling af grundskyld for 2024

Mange er ved at være godt og grundig trætte over de utallige breve der lander i e-Boksen om vurdering af fast ejendom, opkrævning af grundskyld og ændring af forskudsopgørelsen pga. vurdering, ja, vi kunne blive ved ...

Det forstår vi godt, men lad os slå fast, at Vurderingsstyrelsen nu er kommet et godt stykke ad vejen med de nye vurderinger, og for langt de fleste er der ikke noget, man skal forholde sig aktivt til her og nu.

Ejer du en landbrugs- eller erhvervsejendom, skal du alene huske at betale grundskylden (ejendomsskatten) for 2024, se nedenfor. Klage over vurdering og andre rettelser af fejl i de foreløbige vurderinger, skal først ske når de endelige vurderinger udsendes i løbet af 2025. Mange tvivler på, om det nu er rigtigt, men det er det.

Grundskyld 2024

De seneste dage har Vurderingsstyrelsen sendt breve med påmindelse om betaling af grundskyld for 2024. Brevet er rettet mod ejere af landbrugs- og erhvervsejendomme, som for 2024 skal betale grundskyld på en ny måde.

Hvis ejendommen ejes af et selskab, eller registreret med et CVR-nr. som ejer af ejendommen, har du allerede en skattekonto. Grundskylden kan enten betales via skattekontoen (skat erhverv) eller ved at bruge den betalingslinje der vises på selve opkrævningen af grundskylden.

For ejere af landbrugs- og erhvervsejendomme der ejes i personligt regi (CPR-nr.), kan grundskylden betales via den betalingslinje, der står på den opkrævning, der er modtaget fra Vurderingsstyrelsen. Som nogen helt nyt er der for personligt ejere af landbrugs- og erhvervsejendomme nu også oprettet en helt særlig skattekonto. Den kan man se ved at logge på skat.dk/tastselverhverv. Betaling af grundskyld kan også ske fra den særlige skattekonto.

Uanset om der betales på den ene eller anden måde, er det vigtigt at man tidligst betaler den 21. marts 2024 og senest den 2. april 2024. Betaler du før den 21. marts 2024, risikerer du at pengene returneres.

Ja, det hele er lidt bøvlet, men når man vænner sig til at bruge skattekontoen, fungerer den faktisk fint.       

Opdateret marts 2024

SKATTERÅDGIVNING
Jens Chr. Obel

Jens Chr. Obel

Chefrådgiver, Skat

jco@landbonord.dk