Arbejdsforhold

Giv din ledelsesstil et servicetjek

Alt for ofte koster manglende eller misforstået kommunikation kostbar tid, som kunne være brugt mere hensigtsmæssigt. Derfor kan det være en god idé at give sin ledelsesstil et servicetjek.

Den gode mælkepris, høj mælkeydelse, og gode kontraktpriser på indkøbt foder er pt. medvirkende til, at restbeløb på pænt over 100 kr. pr. ko pr. dag ikke er et særsyn. Derfor er der måske nu mere overskud til at se lidt indad og ikke kun bruge ressourcer på at optimere sin fodring, men også optimere hverdagen for sig selv og sine ansatte. For i takt med at besætningerne bliver større, skal der også flere ansatte til og god ledelse kommer for alvor i højsædet.

Når jeg kommer ud på rådgivningsbesøg og taler med besætningsejere og ansatte, møder jeg ofte det, som viser sig at være manglende eller misforstået kommunikation, hvilket bidrager til ”spild” i dagligdagen. Det kan være ventetid, fejlregistreringer, manglende overblik over hvem har ansvar, udfordringer med at implementere nye rutiner, osv. Det kan være mellem de ansatte, og det kan være mellem ejer og driftsleder, sidstnævnte som ofte er i en mellemlederfunktion.

Redskaberne er der – lær at bruge dem
Heldigvis er der god mulighed for at afhjælpe sådanne udfordringer i hverdagen og skabe et godt og triveligt arbejdsmiljø for både ejer og ansatte blandt andet ved at sikre mere motiverede medarbejdere, og bedre udnyttelse af ressourcerne.

Allerførst kræver det dog en erkendelse af, at der er et problem eller udfordring. Dernæst kræver det, at man får fat i de rette ledelsesværktøjer og bliver instrueret i brugen af dem.

Motivering af medarbejderen
I ”værktøjskassen” finder vi bl.a. metoder til at skelne mellem forskellige motivationsprofiler. Formålet er at finde ud af hvordan man bedst muligt leder den enkelte medarbejder hen i mod at gøre noget pga. interesse og selve nydelsen i aktiviteten. Én metode går ud på at bemærke de kendetegn, som medarbejderen udtrykker i sit daglige arbejde, og det bruges til at finde ud af, hvad der motiverer den enkelte og derud fra hvordan man bedst leder medarbejderen.

Et eksempel er den resultatorienterede arbejdshest, hvor kendetegnene ved personen er udadvendthed, afhængig af omgivelsernes reaktion på sin præstation, konkurrenceorienteret, investerer meget i arbejdet. Denne person motiveres af offentlig ros, ambitiøse og klare mål, og hele tiden at overgå sig selv. Ledelsen af denne type skal ske gennem løbende feedback om målopfyldelse, offentlig ros, f.eks. til ugentlige tavlemøder og støtte i at udvikle sig.

Det er som leder også en god idé at være bevidst om ens egne kendetegn, for det kan man bruge aktivt i sin ledelse, og det forklarer, hvorfor man selv reagerer, som man gør, når man møder visse andre profiler, der ikke er som en selv.

Motivationsprofiler SEGESFigur: Motivationsprofiler. Kilde: Vibeke Fladkjær Nielsen, SEGES.

Benyt ERFA-gruppe eller et individuelt ledelsesforløb
Der er mulighed for at komme i en ERFA-gruppe enten for ejere eller driftsledere, hvor der fra gang til gang er fokus på forskellige problemstillinger inden for ledelse på bedriften. Det giver rigtig god værdi at sparre med andre og høre om, hvad der fungerer rundt omkring hos sine kollegaer.

Man kan også vælge et LEAN-forløb på sin bedrift, hvor alle ansatte involveres. Her bliver man introduceret til værktøjer, som skaber bedre sammenspil mellem medarbejdere og fokus på at minimere spild, og øge effektiviteten i produktionen. Det kan f.eks. være gennem Det gode tavlemøde og målstyring.

KVÆGRÅDGIVNING
Betina Amdisen Røjen

Betina Amdisen Røjen

Fagchef Kvæg

ber@landbonord.dk