Rådgivning

Godt at vide inden du blander dit nye grisefoder

Bliv klogere på, hvad du som griseproducent med et blandeanlæg skal være opmærksom på, når ny høst er taget i brug.

De fleste griseproducenter med et blandeanlæg har nu fået lavet nye foderrecepter med nye kornværdier fra høsten 2022. Der er som vanligt nogle væsentlige detaljer, du bør være opmærksom på, når ny høst er taget i brug.

Formaling af korn

Når det nye korn tages i brug, skal der tages højde for, at det kan formale anderledes. Der kan altså ske en forskydning i formalingsgraden, og du bør derfor holde godt øje med, om strukturen i blandingen ændres. Lav en sigteprøve efter de gældende retningslinjer og forhold dig til, om formalingsgraden skal justeres. Du bør i øvrigt jævnligt lave en sigteprøve på kornet, dvs. minimum én gang månedligt. Sæt det i system, så du husker det.

Indstilling i vådfodercomputeren

Når den nye recept indtastes i computeren, skal energiindholdet i foderkomponenterne stemme med det, der er angivet i blanderecepten, da der ellers vil ende en forkert mængde i foderkrybben ude hos grisene. Det kan tjekkes ved at sikre, at energiindholdet i den færdige blanding, indtastet på computeren, er det samme som på blanderecepten. Tilret også tørstofindholdet på komponenterne. Forhold dig i øvrigt til, om koncentrationen af fodersuppen er som ønsket. Er du i tvivl om, hvad vi anbefaler til hvilke dyregrupper og staldsystemer, så kontakt os.

Foderkasser til søer

Hvis der er tale om tørfoder, skal du være opmærksom på, at blandingens vægtfylde sandsynligvis er ændret. Du skal derfor veje indholdet fra nogle foderkasser og lave en genberegning af, hvad foderkasserne skal indstilles på i løbet af cyklus. Husk også at tage hensyn til eventuelt ændret energiindhold i blandingerne. Laver du ikke denne genberegning, risikerer du, at soen ikke får doseret den ønskede mængde foder.

GRISERÅDGIVNING
Inga Riber Kristiansen

Inga Riber Kristiansen

Griserådgiver

irk@landbonord.dk