Rådgivning

Kan du leve for 30 kr. om dagen?

Hvad enten du har været deltidsselvstændig med lønmodtagerjob eller går direkte fra lønmodtager til hovedbeskæftigelse som selvstændig, er der en række faktorer du skal være opmærksom på.

Som lønmodtager er du nemlig dækket af forskellige forsikringer – tegnet via arbejdsgiver, og når du bliver selvstændig, forsvinder flere af disse dækninger.

Jeg har desværre set flere eksempler på, at man i opstarten som selvstændig ikke har været opmærksom på, at flere af de dækninger, man tidligere havde som lønmodtager forsvinder, når man skifter beskæftigelse.

For nogle betyder det desværre, at de risikerer at skulle leve af 30 kr. brutto om dagen eller slet ingen ting, fordi de ikke er berettiget til sygedagpenge.

Sygedagpenge

Som selvstændig kan du være berettiget til sygedagpenge efter 14 dages sygdom. Hvor meget du modtager i sygedagpenge, afhænger af dit overskud i virksomheden de seneste 24 måneder.

Har du været deltidsselvstændig gennem flere år, vil dine sygedagpenge udelukkende blive beregnet på baggrund af overskuddet i virksomheden. Din lønindkomst vil således ikke indgå i beregningen. Hvis din deltidsvirksomhed har kørt med et mindre overskud eller et underskud, risikerer du derfor at være berettiget til et meget lille beløb i sygedagpenge.

Derfor anbefaler jeg, at du som selvstændig tegner den frivillige sygedagpengeforsikring. Forsikringen sikrer dig sygedagpenge fra 1. eller 3. fraværsdag, og kan ligeledes tegnes med en minimumsdækning.

Arbejdsskade

Er du selvstændig, og kommer du f.eks. ud for en arbejdsskade, så er der ingen automatisk dækning for dig, og derfor ej heller en evt. erstatning for mén eller erhvervsevnetab. Du skal selv tegne disse forsikringer.

Flere jeg har mødt gennem mit arbejde som socialkonsulent, har ikke været opmærksom på, at dækninger mod arbejdsulykker og/eller erhvervssygdomme, ikke er en automatisk dækning. De kan godt anmelde deres skade, men sagen vil blive afvist ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og de får ingen erstatninger.

Forsikring mod tab af erhvervsevne

I forbindelse med en lønansættelse vil mange være dækket af en forsikring mod tab af erhvervsevne. Denne forsikring sikrer dig ofte en udbetaling efter 3 måneders sygefravær, og indtil du bliver arbejdsdygtig igen.

Ofte bortfalder forsikringen, når ansættelsen ophører, og tegner du ikke selv forsikringen, vil du være nødsaget til udelukkende at leve af de sygedagpenge, du vil være berettiget til.

Sygedagpengeudbetalingen kan være så ubetydelig, at det bliver ekstra vigtigt, at du har tegnet en god forsikring mod tab af erhvervsevne.

Under alle omstændigheder er det afgørende, at du i forbindelse med opstarten som selvstændig gør op med dig selv, hvor lav en indkomst du kan ”leve af”, eller om det kunne være en god investering at tegne forsikringer.

Vil du høre nærmere om ovenstående, eller ønsker hjælp til at danne dig et overblik over, hvad der er gældende for dig, så kontakt LandboNords socialkonsulent Mette Neist mne@landbonord.dk eller på telefon 9624 2424.

 

RÅDGIVNING
Mette Neist

Mette Neist

Socialkonsulent

mne@landbonord.dk