Generationsskifte

Leje kan være vejen til at eje

Der er mange måder at generationsskifte på, hvis man som ung eksempelvis går med drømme om at overtage sin families kvægbrug.

Der er mange måder at generationsskifte på, hvis man som ung eksempelvis går med drømme om at overtage sin families kvægbrug. En af måderne kan være at stifte et ApS, så jord, bygninger og dyr i første omgang bliver lejet af forældrene på markedsvilkår. På den måde får næste generation en smagsprøve på hvordan en hverdag kan se ud. I første omgang kan forældrenes roller være som ansatte, mens de voksne barn/børn kan sætte sig for bordenden. Der kan være mange scenarier, men hovedpointen skal være, at det er børnene der får rollen som ejerleder.

Indtil for få år siden var den selskabsform ikke så udbredt i landbruget, men efterhånden er tiden blevet moden til at tænke i nye baner. Ved at børnene stifter et selskab, så bliver det muligt for dem at komme hurtigere i gang. På den måde kan de via indtjening fra driften styrke deres økonomiske fundament, så de på sigt har musklerne til at overtage ejendommen.

Men inden det hele bliver sat i værk, så kræver det en strategiplan, og det har vi i LandboNord gode erfaringer med at rådgive ud fra. I strategiplanen op til den nye rollefordeling bliver der lagt en del forarbejde i at sørge for, at løsningen kan finansieres, så strukturen holder mere end én sæson. Blandt andet at der bliver aftalt en klar rollefordeling for eksempel at børnene får ansvar for driften, mens forældrene fortsætter som ejere af ejendommen nogle år endnu. Selvom der er tale om familie, så skal lejen være på markedsvilkår, så forældrene ikke pludselig står med en utilstrækkelig egenkapital.

Viser det sig, at børnene alligevel ikke har mod på et generationsskifte af ejendommen alligevel, så vil der også være taget højde for det i strategiplanen. Mit råd er at afprøve sine muligheder mens der stadig er tid til det. Vi ser flere eksempler på familier, som i øjeblikket høster frugterne af en glidende overgang, og hvor forældrene evner at afgive ansvar. For ja, det kan være svært at afgive.

I det hele taget er alternative ejerstrukturer ved at vinde indpas i dansk landbrug, og det er ikke kun i forbindelse med familie, det kan være relevant at tænke ud af boksen. Langt de fleste kvægbrug, og landbrug i det hele taget, har en struktur, hvor det er landmanden, som er ejerleder i virksomheden. Der kan dog også være nogle begrænsninger, hvis han for eksempel har behov for at videreudvikle den nuværende produktion. Derfor kan det for nogle være en løsning at ændre ejerstrukturen, så det er enklere at indgå partnerskaber med andre investorer.

I min optik er etablering af selskaber ikke løsningen på alt, men det er en vigtig del af værktøjskassen. Det er en mulighed, som skal bruges med omtanke, så fundamentet for virksomheden skal være i orden. Er fundamentet i orden, så kan det for eksempel blive en del af et velovervejet generationsskifte af sine forældres kvægbrug.

Opdateret september 2023

Økonomirådgivning
Claus Bjørnlund

Claus Bjørnlund

Statsautoriseret Revisor

cbj@landbonord.dk