Socialjura

Penge retur til sygedagpengeforsikrede

Har du betalt for meget for din sygedagpengeforsikring – så skal du have penge tilbage!

Hvis du i 2021 og/eller 2022 har betalt til den frivillige sygedagpengeforsikring for selvstændige eller for private arbejdsgivere, så er der penge på vej til dig.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har netop offentliggjort, at Udbetaling Danmark for 2021 og 2022 har opkrævet for meget i præmie.

Alt efter hvilken forsikring du har tegnet som selvstændig, er der opkrævet 3-900 kr. for meget pr. år.

For private arbejdsgivere er der fejlagtigt i 2021 og 2022 opkrævet henholdsvis 0,99% og 1,02% af lønsummen. Denne bliver nu rettet til 0,70% for 2021 og 0,72% for 2022.

Tilbagebetalingen sker ved modregning i aconto opkrævningen for 2. halvår 2023 for private arbejdsgivere.

For selvstændige skulle præmierne for forsikringsåret 1. april 2023 – 31. marts 2024 betales i marts 2023, men denne betaling er udskudt til maj 2023, da Udbetaling Danmark skal have tid til at korrigere opkrævningerne.

Hvis ikke tilbagebetalingen kan foretages gennem modregning i præmieindbetalinger for forsikringsåret 2023, udbetaler Udbetaling Danmark det overskydende beløb snarest muligt og inden udgangen af 2023.

Vil du vide mere om, hvor meget du skal have tilbage, eller ønsker du flere oplysninger om den frivillige sygedagpengeforsikring, så kontakt LandboNords socialkonsulent.

Opdateret marts 2023

Socialrådgivning
Mette Neist

Mette Neist

Socialkonsulent

mne@landbonord.dk