Pressemeddelelse

Rekordomsætning i LandboNord

Årsregnskab: Rekordomsætning i LandboNord og stærkt overskud på 10 mio. kr før skat udløser igen solid udlodning til medlemmerne.

I 2022 opnåede LandboNord en rekordomsætning på hele 166,3 mio. kr mod 153,5 mio. kr i 2021. På den baggrund opnåede LandboNord et stærkt resultat før skat på 10 mio. kr mod 7 mio. kr før skat i 2021. Efter regulering for udskudt skat udgør årets nettoresultat for 2022 7,8 mio. kr mod 5,5 mio. kr i 2021. Et overskud for 2022 som igen i år kommer medlemmerne til gode.

2022 blev et særdeles travlt år i LandboNord. Efterspørgslen på rådgivning har været stigende samtidig med en flot tilgang af nye kunder, hvorved rekordomsætningen kom i hus.

- Vi er kommet stærkt igennem 2022, og vores mål med at tilbyde attraktiv rådgivning, til en bred vifte af virksomheder, bærer frugt. Efterspørgslen på vores ydelser var høj i 2022, men det er især i vores ØkonomiRådgivning, at vi kan se den største vækst, siger adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.

Bundlinjen i LandboNord viser et overskud på 10 mio. kr før skat, og efter regulering for udskudt skat udgør årets resultat 7,8 mio. kr.

4,5 mio. kr udbetales direkte til medlemmerne

LandboNord er på en og samme tid en rådgivningsvirksomhed og en forening. Foreningens medlemmer ejer rådgivningsvirksomheden LandboNord, og i år går hele 4,5 mio. kr, hovedparten af årets samlede overskud, igen tilbage til ejerne i form af 1.000 kr i medlemsbonus pr. aktivt medlem af LandboNord. Derudover får det enkelte medlem en omsætningsbestemt rabat opgjort på baggrund af den enkeltes samhandel med LandboNord.

Læs mere om LandboNords medlemsfordele her

- Udover at få solid rådgivning, så giver det også kontante fordele både at være medlem og kunde i LandboNord. Over en årrække har LandboNord nu udloddet små 60 mio. kr direkte til medlemmerne. Medlemsbonussen svarer i gennemsnit til en rabat på medlemskontingentet på små 60%. Eller til en gennemsnitlig rabat til medlemmerne på 6,5% på købt rådgivning i 2022, siger Uffe Bertelsen.

Rekordomsætning og kundetilgang

I 2022 opnåede LandboNord som nævnt en rekordomsætning på 166,3 mio. kr. Rekorden blev opnået ved øget opgavemængde og tilgang af nye kunder.

- Vi havde fantastisk travlt i 2022. Vores markant forøgede aktivitetsniveau kom i stand ved udvikling af specialer, rekruttering af attraktive kompetencer og en kontinuerlig satsning på digitale løsninger, siger Uffe Bertelsen og tilføjer: Om det var kundernes køb, salg eller udvidelser - eller om det var minkerstatninger eller simpelthen nye kundeforhold, ja, så lykkedes vi bare rigtig godt i 2022.

Grøn omstilling og ESG

Gennem året er der blevet investeret målrettet i rådgivning med fokus på klima og bæredygtighed, da det spiller en stadig større rolle hos de virksomheder, LandboNord rådgiver.

- Det gør vi blandt andet ved at ESG-certificere rådgivere inden for alle vores faggrene, så vi har ekspertisen til at hjælpe vores kunder på både kvæg, gris, planter, miljø og økonomi. De aktuelle klima- og bæredygtighedstiltag er meget forskellige inden for hvert fagområde, så for at udvælge de mest relevante indsatser for hver enkelt kunde, skal vi have specialister på banen, siger Uffe Bertelsen.

Digitalisering

I 2022 introducerede LandboNord, sammen med resten af de danske landbrugsrådgivninger og SEGES Innovation, det topmoderne økonomiprogram InterCount. Programmet erstatter på sigt Ø90 Online og Summax.

InterCount gør det nemmere end nogensinde at styre og få overblikket over sin virksomheds økonomi. Med overgangen til det nye system og nye muligheder, mærker vi en stigende efterspørgsel. Heldigvis har LandboNord en tradition for at være førende inden for digitalisering, hvor vi har et hold af skarpe rådgivere, som sidder klar til at hjælpe, siger Uffe Bertelsen.

Travlhed med minkerstatninger

På trods af at erhvervet er blevet lukket ned, er der nok at lave i LandboNords MinkRådgivning. I løbet af året har minkavlere fra hele landet henvendt sig til LandboNord for at få hjælp med deres erstatningssager. I første erstatningsrunde var LandboNord repræsenteret med 9 avlere, og efterfølgende bliver der løbende indsendt nye erstatningssager i takt med, de bliver klar.

- Vi er en af de rådgivninger i landet, som har flest erstatningssager. Hver sag repræsenterer et omfattende dokumentationsarbejde, hvor alt skal være på plads – både talmateriale og beskrivelser af den produktion, som nu er lukket ned. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde de bedste kompetencer til netop dette specialområde. Ud over vores mange avlere i Nordjylland, så har vi fået kunder spredt ud over resten af Danmark, siger Uffe Bertelsen.

Tilbygning af topmoderne kontor- og konferencefaciliteter i Brønderslev

Det høje aktivitetsniveau vil snart kunne ses helt konkret på LandboNords kontor i Brønderslev. Sidste år vedtog LandboNord en ny strategi og planlægger i den forbindelse en udvidelse af kontorhuset med små 2000 m2. Bygningen opføres i enhver henseende bæredygtigt, og kommer til at rumme topmoderne kontor- og konferencefaciliteter.

- Med byggeriet ønsker vi at fremtidssikre os til kommende, nye forretningsmuligheder inden for rådgivning, siger Uffe Bertelsen.

Forventninger til 2023

Adm. direktør Uffe Bertelsen har forventninger om at opretholde et højt aktivitetsniveau i rådgivningsvirksomheden i 2023 – blandt andet med et stærkt fokus på rådgivning rettet mod den grønne omstilling og ESG samt digitalisering.

Læs mere om LandboNords medlemsfordele her

LANDBONORD
Uffe Bertelsen

Uffe Bertelsen

Adm. Direktør

ub@landbonord.dk