Resultater af friskgræsprøver fra Nordjylland den 1. maj og 8. maj 2023

Prøverne viser, at der har været en stigning i sukkerindhold i alle prøverne og dermed er fordøjeligheden også steget lidt i to af prøverne. Stigningen kan forklares med en stor solindstråling kombineret med relativt lave nattemperaturer frem til mandag d. 8. maj.
Proteinindholdet er derimod faldet ca. 3 procentenheder i alle prøverne, hvilket hænger sammen med kolde nætter og en øget mængde afgrøde.
Med de lune temperaturer som er kommet og som DMI forventer de næste 10 dage, så vil væksten og udviklingen af græsset gå hurtigt. Det høje sukkerindhold vil falde med højere temperaturer om natten og sammen med den forøgede vækst, vil fordøjeligheden af organisk stof falde.
Så igen – ud og kig på egne marker. Suppler evt. med en friskgræs analyse, hvor der er svar inden for et par hverdage.
Tag en klippeprøve af dit eget græs og kend status på udviklingen
Du kan stadig selv udtage klippeprøver og aflevere dem hos os på kontoret i Brønderslev. Prøverne skal afleveres mandag og onsdag senest kl. 10:15. Så sender vi dem afsted til analyse og du vil have svar på prøven via mail efter 2-3 dage. Så kan du bl.a. se hvilket sukker- og proteinindhold, og hvilken tørstofprocent og fordøjelighed er nået i netop dit græs.
Pris pr. prøve = 640 kr. + moms.

Opdateret maj 2023