Natur

Se flere initiativer i praksis på spændende bedrift

Hvordan fungerer ESG i praksis, hvilke resultater kan du skabe med et gårdråd og hvordan får du et godt samarbejde op at køre i forbindelse med udlejning af jord? Det er blot nogle af de spørgsmål, der bliver besvaret, når LandboNord inviterer til bedriftsbesøg hos griseproducent Klaus Dam i Tylstrup.

På tirsdag den 27. september er der bedriftsbesøg på Gl. Neist ved Tylstrup. Her har griseproducent Klaus Dam en spændende bedrift med 750 årssøer, to ugers holddrift og produktion af 30 kg's smågrise i nybygget smågrisestald, som er opført i år.

Klaus’ bedrift danner rammen om en række aktuelle indlæg, som LandboNords rådgivere vil fortælle mere om i løbet af dagen. Det er blandt andet faglige indlæg om: Skovrejsning og udtagning af lavbundsjord, værdien af et gårdråd, management og resultater i stalden, klimahandlingsplan og ESG kompas på Gl. Neist, tilskud til markdrift og præcisionslandbrug og det gode samarbejde i forbindelse med udleje af jorden.

- Vi er glade for at kunne byde inden for på Klaus’ bedrift. Her vil der være mulighed for at kunne se hvordan mange af temaerne fungerer i praksis. Det kan blandt andet være i forbindelse med Klaus’ etablering af skov. Udover herlighedsværdien øger det også ejendommens værdi på en række andre parametre, når vi for eksempel taler ESG, hvor fokusområderne er på miljø, samfund og ledelse. For mange landmænd kan det være en fordel at gentænke naturpotentialet på bedriften, så det både kommer det omkringliggende samfund og den enkelte landmandens bundlinje til gode, siger natur- og miljøkonsulent i LandboNord, Anders Vindberg Boel.

Bedriftsbesøget på Kraghedevej 9 i Tylstrup er gratis og starter kl. 14.00 med kaffe. Senere serveres der pølser og drikkevarer, hvor der vil være gode muligheder for at netværke. Arrangementet kræver ikke tilmelding.

MILJØRÅDGIVNING
Anders Vindberg Boel

Anders Vindberg Boel

Natur- og miljøkonsulent

amo@landbonord.dk