Skatterådgivning

"Tag selv" eller tast selv?

Selv efter mange år med skat, så kan der fortsat opleves ting, som man ikke havde set komme. Det er, hvad der skete forleden, da der blev offentliggjort en dom fra Vestre Landsret omkring misbrug af tast-selv systemet.

Tast-selv systemet er et værktøj hos Skattestyrelsen, der fungerer, og vi som rådgivere og borgere kan drage stor nytte af. Det er også til en vis grad en tillidserklæring fra Skattestyrelsen til brugerne om, at de anvender systemet korrekt.

Iværksætter- og etableringskontoordningen er kendt af mange, og har været anvendt i mange år inden for vores branche. Det er en god metode til at skabe likviditet for iværksættere eller nyetablerede. Det kan ske ved opsparing på en konto i banken eller pengeinstituttet, eller ved og efter etablering til at opnå skattemæssige fradrag ved indkomstopgørelsen.

Ordblind og dårlig til matematik

Klageren i dommen fra Vestre Landsret havde misforstået både iværksætter-/etableringskonto reglerne, men også hvad tast-selv kunne anvendes til. Han havde tidligere anvendt tast-selv i forbindelse med kørselsfradrag. Han havde af en eller anden grund logget på tast-selv og havde læst selvangivelsesblanketten og her faldet over rubrikken – etablerings- og iværksætterkontoordningen. Han havde haft overvejelser omkring, at han ville være iværksætter og udvikle apps. Derfor gik han med overvejelserne om, at han ville spare op til sit iværksætteri. Under sagen fremførte han, at han var ordblind, og der blev også fremlagt et testresultat af en test fra undervisningsministeriet, der bekræftede dette.

Derfor læste han rubrikken på selvangivelsesblanketten som værende et spørgeskema fra Skattestyrelsen. Han var af den opfattelse, at man skulle tænke stort, og derfor forsøgte han at taste det størst mulige beløb i rubrikken. Først tastede han 500.000 kr. i fradrag, og herefter tastede han det højest mulige beløb på 999.999 kr. Han registrerede ikke, at der blev et underskud til fremførsel på selvangivelsen. Han forklarede senere i retten, at han ikke kunne gennemskue selvangivelsen, da han havde fået minus 3 i matematik og derfor ikke kunne forudse konsekvenserne af sin indtastning. Det er uvist, om han anså selvangivelsesblanketten for værende et spørgeskema eller et vision board, men det var sådan, han anvendte tast-selv.

Betinget fængsel, bøde og samfundstjeneste

Landsretten tillagde det ikke nogen betydning, at han var ordblind, eller han ikke havde matematiske evner til at kunne gennemskue effekten af sin indtastning. Derimod tillagde de den betydning, at han tidligere havde anvendt tast-selv. Derfor blev den endelige dom, at han fik 40 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 150.000 kr. (skulle have været på 375.000 kr. men blev nedsat pga. sagsbehandlingstid på over 5 år) samt samfundstjeneste.

Troede jeg havde set og hørt det meste, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Læren er, at det ikke hedder ”tag-selv” men tast-selv og er et hjælpeværktøj til borgere, virksomheder og rådgivere. Det er et velfungerende værktøj. Sådanne sager kan resultere i begrænsninger i tast-selv, som vil være til skade/ulempe for alle brugere.

Opdateret april 2024

SKATTERÅDGIVNING
Jesper Klysner

Jesper Klysner

Økonomikonsulent

jkl@landbonord.dk