Brug dine nøgletal konstruktivt

I grisebranchen producerer vi mange nøgletal. Arbejdet med tallene giver først fuldt udbytte, når tallene bruges til at skabe forbedringer.

Korrekte data

Vi skal kunne stole på tallene. Ellers risikerer vi at arbejde videre med forkerte indsatser. Et eksempel kunne være forkerte fodernøgletal fremkommet ved manglende indtastning af lagerbeholdninger eller et forkert energiindhold. Eller at der bevidst eller ubevidst bliver tastet andre hændelser end de reelle i E-kontrol-programmet.

I regnskabet lander de forskellige foderregninger måske på forkerte konti. Har du flere produktionsgrene, er det ekstra relevant, at de forskellige bilag posteres korrekt. Det gør det også lettere at sammenligne med andre besætningers tilsvarende nøgletal.

Fjern overflødige nøgletal

Fjern eller skjul de nøgletal, der ikke er relevante. For mange nøgletal fjerner fokus fra de væsentlige tal.

Benchmarking

Netop sammenligningen med andre besætningers tilsvarende nøgletal er nøglen til at udpege hvilke nøgletal, der bør forbedres i egen besætning. Uanset hvilke benchmarking-produkter du benytter, er det relevant med korrekte nøgletal og en baggrundsforståelse for hvordan tallene beregnes og under hvilke rammer din produktion kører. Ellers sammenligner vi tal i blinde og risikerer også her at tage de forkerte beslutninger.

E-kontrol, regnskabstal og DB-Tjek

Når E-kontrol eller økonomiske bilag er afstemt, bør tallene analyseres. Stikker nogle tal ud eller er de forringet siden sidst, bør du i første omgang undersøge, hvad forklaringen på dette er. Dernæst kan du overveje, om der er muligheder for at forbedre nøgletallet, hvis dette er relevant. Hvad skal der konkret gøres anderledes? Hvem er ansvarlig herfor? Drøft det og husk at følge op på disse aftaler. Ellers gider den ansvarlige ikke fremover at yde en ekstra indsats, hvis du ikke gider interessere dig for, om indsatsen skabte en forbedring. Samtidig skal du selvfølgelig sikre dig, at aftalerne gennemføres, hvilket jo i allerhøjeste grad er i din egen interesse.

DB-Tjek er kendetegnet ved at inddrage både E-kontrol og regnskabstal til og med dækningsbidraget, suppleret med arbejdsforbrug i både tid og kroner. Her bliver tallene kontrolleret en ekstra gang for at sikre et korrekt beslutningsgrundlag. Også i forbindelse med DB-Tjek udarbejder vi konkrete handlingsplaner. Vi opsætter endda mål og hvornår disse forventes indfriet. På den måde sikrer vi, at tallene ”kommer ud at virke”.

GRISERÅDGIVNING
Inga Riber Kristiansen

Inga Riber Kristiansen

Griserådgiver

irk@landbonord.dk