DB-Tjek og anonyme opgørelser
Vi er nu begyndt at udarbejde DB-Tjek opgørelserne for 1. halvår 2023. De endelige hitlister ligger færdige midt i september, når der er læst korrektur på tallene på tværs af landsdelene.
Besætningerne har altid været anonyme på listerne, men meget små og meget store besætninger har alligevel i nogen grad kunne udpeges på baggrund af antallet af årssøer eller producerede grise.
Det har vi i den landsdækkende kalibreringsgruppe nu taget hånd om. På de kommende lister vil besætningernes produktionsomfang opdeles i tre forskellige grupper.
For sohold både med og uden smågrise vil grupperne være opdelt i
- Under 1.000 årssøer
- 1.000-2.500 årssøer
- Over 2.500 årssøer
For smågrise vil besætningerne være opdelt i
- Under 30.000 producerede grise
- 30.000-75.000 producerede grise
- Over 75.000 producerede grise
For slagtegrise vil besætningerne være opdelt i
- Under 10.000 producerede grise
- 10.000-50.000 producerede grise
- Over 50.000 producerede grise
På besætningsrapporten, som kun viser besætningens egne tal samt besætningens historiske opgørelser, kan det præcise antal grise i de enkelte perioder fortsat aflæses.
Opdateret august 2023