Grise

Hygiejne i foderproduktionen

Problemer med ædelyst, endetarmsudfald, halebid, diarré og pludselige dødsfald kan skyldes, at vådt korn giver udfordringer i male- og blandeanlægget.

Der opstår let belægninger af foder i transportanlæg og fodersiloer, når kornet har en høj vandprocent. I disse belægninger af foder, kan der opstå svampe, der producerer toksiner, som kan skade grisene og give produktionstab.

Dysefilter kræver oftere rengøring ved vådt korn

Håndtering af vådt korn kræver meget luft for at fjerne fugten fra male- og blandeanlægget, ellers vil der opstå belægninger af foder i anlægget. Dysefiltre kan hurtigt kitte sammen og dermed reduceres luftmængden i anlægget. Derfor er det vigtigt, at filterposen rengøres flere gange ugentlig, hvis der håndteres fugtigt korn. En anbefaling er at købe et ekstra sæt filterposer. Det sikrer et hurtigere og nemmere skift, mens de udskiftede filterposer vaskes og tørres. Det er vigtigt, at ventilationsluften fra mølle, blander og evt. fodersiloer føres direkte ud af foderladen, ellers vil der hurtigt opstå belægning af støv i foderladen.

Fokus på rengøring i foderladen

Vådt korn giver større risiko for belægning, og det skal hurtigst muligt fjernes, ellers bliver der hurtigt dannet giftstoffer der er skadelige for grisene. Specielt transportanlæg i og omkring møllen skal inspiceres og rengøres ugentligt. Fodersiloer og blandeanlæg skal tømmes og rengøres hver 14. dag. Det anbefales at få lavet en gennemgang af foderproduktionen og lavet en plan for rengøringen af foderanlægget. Få et tilbud på et fodertjek. Kontakt Peter Jakobsen på mobil 21150379.

Eksempel på dysefilter der ikke er gjort rent, og dette dysefilter fjerner ikke kondens fra foderet

Eksempel på fodersilo, hvor en dårlig udsugning og ingen rengøringsplan har givet belægning og store produktionstab i besætningen.

Griserådgivning
Peter Jakobsen

Peter Jakobsen

Fagchef Foder, griserådgiver

pej@landbonord.dk