Grise

Kører I med tvungne udskiftninger i soholdet?

Har I mon taget aktivt stilling til, hvem der bestemmer, hvilke søer der skal udskiftes i besætningen? Min erfaring er, at det er et lidt nedprioriteret område i besætningerne. Skal man nedbringe sodødeligheden, er det ikke uvæsentligt man tager aktivt stilling og udsætter de rigtige søer.

Kommer man på bagkant med udvælgelse af de rette søer til slagtning, ender man med at køre med tvungne udsætninger. Det vil sige, at søerne dør eller bliver så dårlige, at man må aflive dem. Man skal have fokus på om de søer, der skal blive i besætningen, kan klare sig gennem en hel drægtighed og efterfølgende diegivning. Det kan godt være at soen er en god malker og farestaldspasseren gerne vil se den i farestalden igen, men hvis den har dårlige ben og har svært ved at klare sig i drægtighedsstalden, bør den sættes ud.

Det er en god ide at lave en plan for hvilke kriterier, der indgår i vurderingen af udsætter søer i den enkelte besætning.

Følgende kriterier kan indgå

  • Sygehistorik
  • Huld
  • Ben- eller klovproblemer
  • Tegn på yversvamp
  • Tendens til skuldersår
  • Malkeevne
  • Tidligere produktionsresultater (antal fødte grise, omløbninger)
  • Faringsproblemer.

Hvilke kriterier, der skal gælde i netop jeres besætning, afhænger af, hvordan resultaterne er i forvejen. Har man f.eks. mange søer med yversvamp, er man nødt til at prioritere at få de søer sat ud og gå på kompromis med om søerne får få grise. Der kan også være forskel på hvordan søernes ben og klove er generelt og derfor forskel på hvad man kan acceptere. Er der generelt mange søer med dårlige ben og klove bør man gøre en indsats for at finde årsagen til at det opstår.

Husk også, at det er vigtigt at lave en aftale om, hvem det er, der udvælger slagtesøer i besætningen. Det er en god ide, at I er flere om at tage beslutningen således, at man får fokus på alle parametre. Det er ærgerligt, hvis man udelukkende får truffet beslutningen på grundlag af soens præstation i farestalden, og ikke får vurderet om soen er egnet til en tur mere gennem drægtighedsstalden.

Griserådgivning
Mette Holst Tygesen

Mette Holst Tygesen

HR- og griserådgiver

mht@landbonord.dk